Hvis hverdagen føles lidt for overvældende, kan en boblende klat gær i et syltetøjsglas tilsyneladende være lige det, der skal til. Det mener i hvert fald tusindvis af unge kinesere, som i stigende grad vender ryggen til traditionelle kæledyr og i stedet rører rundt i hjemmelavede gærkulturer.
Fænomenet har fået navnet “kælegær” og opdrættes i små beholdere, hvor tørgær fodres med mel, vand og lidt sukker. Inden for få timer svulmer blandingen op og udvikler en duft af gæring – og dét, siger flere unge, skaber en følelse af glæde og nærvær. Det fortæller Oddity Central.
"Man skal ikke gå med den, den sviner ikke – det er bekymringsfrit og nemt at passe!" lyder det fra en bruger i et populært forum for gær-entusiaster. En anden tilføjer tørt: "Hvis man ikke vil beholde den længere, kan man bare tilsætte mere mel og lave dampede boller – det giver ingen dårlig samvittighed."
Ifølge psykolog Zhao Meng fra Wuhan Wudong Hospital skyldes populariteten især pres fra studier, arbejdsliv og økonomi. I modsætning til en hund eller kat, kræver kælegæren hverken pasning, tid eller penge – og det matcher perfekt med en voksende “doven selvomsorgs-kultur”.
Psykoterapeut Du Hemin mener, at netop gærens forudsigelige og stille eksistens skaber tryghed hos de unge: "De er ikke som rigtige kæledyr, der kan blive syge eller skabe problemer," forklarer han.
For mange er det altså ikke kun et kuriosum, men en slags rolig relation i en støjende verden. En relation, man både kan nusse – og bage boller af.