En læge, der var ved at være godt og grundigt træt af en gruppe backpackere, som havde parkeret tre store biler i hans private indkørsel, endte med at få den 'perfekte hævn'.
Det kan være svært at finde parkeringspladser, men alle bør vide, at man ikke må parkere på andres ejendom - især ikke hvis det betyder, at ejeren ikke kan komme hen til sit eget hus eller sin grund.
Desværre blev en læge, der bor på en større landejendom i Montana, mødt af flere store biler, der spærrede hans indkørsel i flere dage, mens bilernes ejere var taget på en naturskøn vandretur. Det havde de dog gjort helt uden hensyn eller forståelse for det kaos, de havde efterladt.
Lægens hjem ligger på et stort område, hvor han udlejer dele til folk, der 'ved, hvad de laver'. Da han flyttede ind, fik han afmærket grænserne korrekt med hegn og opsat 'Privat ejendom - adgang forbudt'-skilte.
Hans indkørsel er lang og privat og tilgås via en større hovedvej. Da bilerne spærrede hans indkørsel, betød det, at han ikke kunne komme hjem i bil og måtte gå cirka 1,2 kilometer til fods. Det skrivet mediet Express.
Indkørslen har 'afvandingskanaler på begge sider', så han kunne ikke køre udenom. Han overvejede at få bilerne fjernet med bugsering, men var bange for selv at få problemer, så han ringede til det lokale politi for at få råd om det - og for at have et 'vidne' til hændelsen.
Efter at have fået grønt lys fra politiet ventede han dog for at se, om bilernes ejere snart ville komme tilbage. Efter tre dage havde han fået nok.
"Jeg havde fået nok. Jeg kørte ud til bilerne med nogle træklodser og en donkraft, hævede bilerne og lagde klodser under - så hjulene var i luften," skrev han i et opslag på Reddit.
"Der gik yderligere to dage, før nogen dukkede op. Otte personer var rasende, da de kom tilbage, fordi deres biler praktisk talt var blevet 'låst fast'. De blev ikke glade, da jeg fortalte dem, at de skyldte mig penge for parkering og for skader på vejen, fordi de havde blokeret den."
Bilejerne insisterede på, at de ikke havde opdaget, at de parkerede på privat grund - trods adskillige skilte og en lukket port, som de måtte åbne og køre igennem for at komme til lægens indkørsel. Ikke nok med det, så truede de med at ringe til politiet på grund af lægens handlinger.
Men da lægen allerede havde informeret politiet om det, fik bilisternes klager ingen gennemslagskraft. En betjent, der kendte lægen, eskorterede dem tilbage til offentlig vej og tilkaldte et bugseringskøretøj, der dog først dukkede op fire timer senere.
En måned senere modtog lægen besked om, at bilisterne havde sagsøgt ham, så han valgte at svare igen med sit eget søgsmål, hvilket han vandt. Dommeren 'dømte dem til at betale for reparation af vejen (igen), samt for opbevaring og erstatning'.
"Det tog et år, men jeg fik betaling fra den tredje vandrer i sidste uge. Jeg har besluttet, at pengene skal bruges til min årlige sommergrillfest for beredskabsfolkene i amtet," skrev han.
I kommentarsporet under indlægget var der en lang række brugere, der kommenterede, hvoraf de fleste bakkede op om lægen.
"På landet, i byen eller i forstæderne - hvilken idiot spærrer en indkørsel?!" skrev en bruger.
"Det her er en af de mest tilfredsstillende historier, jeg har læst her i lang tid," lød det fra en anden.
"En hævnhistorie, der virkelig varmer om hjertet," kommenterede en tredje.
Andre satte dog spørgsmålstegn ved, om historien i virkeligheden bare var kreativ fiktion.