Stemningen var anspændt, da Donald Trump mødte pressen tirsdag. Under en diskussion om situationen mellem Iran og Israel eksploderede det amerikanske temperament foran kameraerne. Udtalelserne kom uden filter – og uden censur.
Trump hævdede at have indgået en aftale mellem parterne om våbenhvile. Alligevel kom meldingen få timer senere, at Israel havde affyret bomber mod Iran. Det fik den amerikanske præsident til at tabe tålmodigheden.
"Vi har grundlæggende to lande, der har kæmpet så længe og så hårdt, at de ikke ved hvad fanden de laver," råbte Trump til journalister. "Forstår I det?" Det fortæller Ladbible.
Han anklagede Israel for at have sprængt våbenhvilen i luften med en voldsom bomberegn, kort efter at aftalen var indgået. "Israel – så snart vi lavede aftalen, smed de en bunke bomber, som jeg aldrig har set før. Den største mængde vi har set," sagde han.
På sit sociale medie Truth Social fortsatte angrebet – denne gang i versaler. "ISRAEL. I MÅ IKKE KASTE DE BOMBER. HVIS I GØR DET, ER DET EN ALVORLIG OVERTRÆDELSE. HENT JERES PILOTER HJEM, NU!"
Ifølge iranske statsmedier har Iran afvist at have affyret missiler efter våbenhvilen, selvom det israelske militær hævder det modsatte. Irans udenrigsminister Seyed Abbas Araghchi slog fast på X: "Så snart det israelske regime stopper sin ulovlige aggression mod det iranske folk senest kl. 04:00 Teheran-tid, har vi ikke intentioner om at fortsætte vores svar."
Senere forsøgte Trump at lægge låg på situationen og skrev: "ISRAEL kommer ikke til at angribe Iran. Alle fly vender om og flyver hjem, mens de vinker venligt til Iran. Ingen kommer til skade, våbenhvilen er gældende! Tak for opmærksomheden!"