Navneinspiration kan komme fra næsten hvad som helst – kendisser, biler, mad eller historiske personer. Men når navnet stammer fra en global tragedie med tusindvis af ofre? Så rejser det hurtigt øjenbryn og vrede emojis.
Det var præcis, hvad der skete, da en Reddit-bruger delte en invitation til en babyshower i tråden r/tragedeigh. På det søde kort med elefanter og stjerner stod det navn, alle nu diskuterer: Chernobyl Hope.
Ja, forældrene har valgt at opkalde deres barn efter atomkatastrofen i Tjernobyl – den værste i verdenshistorien – hvor omkring 31 mennesker døde direkte af eksplosion og strålesyge, og op mod 600.000 blev udsat for farlig stråling. Alt sammen skete i april 1986 i Ukraine. Prisen? Omkring 4.800 milliarder kroner ifølge IAEA. Det skriver Unilad.
Reaktionerne på nettet lod ikke vente på sig. "Dette må være fake," skrev én. En anden tilføjede: "Jeg nægter at tro på, at det er rigtigt." En tredje foreslog ironisk at give dem en bog om Tjernobyl i gave til babyshoweren.
Ifølge den originale Reddit-bruger var forældrene angiveligt ikke klar over katastrofens betydning. "Jeg spurgte dem, hvor de havde navnet fra, og de sagde bare, det lød pænt," lød det i opslaget.
Planen er dog, at barnet skal kaldes "Cherry" til daglig – et kælenavn, der måske gør chokket lidt mindre... måske.
Selv om navnet "Tjernobyl" oprindeligt stammer fra en ukrainsk urt (malurt), så påpegede en kommentator tørt: "Der er en grund til, at man heller ikke længere kalder børn for Adolf."