Der findes mange måder at få en dårlig dag på.
At løbe tør for benzin midt i myldretiden i Malmø er én af dem. Det måtte en 35-årig mand sande, da han tidligere på måneden valgte at ignorere sin bils brændstofadvarsel.
"Jeg var uforsigtig og ligeglad med, at advarselslampen var tændt," forklarede manden senere i politiafhøringen.
Sådan skriver Carup.
Efter at have ignoreret advarslen kørte manden ind i Lindesborg-rundkørslen, som er et af Malmøs mest trafikerede og ulykkesplagede steder.
På vejen havde han ellers passeret to tankstationer, men travlhed og en overdreven tro på heldet fik ham til at fortsætte.
Det viste sig at være en dyr beslutning.
Nu er han nemlig sigtet for hensynsløs kørsel og risikerer at få sit kørekort inddraget, ligesom han står til en bøde på 30.000 svenske kroner (20.000 danske kroner, red.).
Han satte havariblinket til, fik advarselstrekanten frem og blev samlet op af en kollega, der hjalp ham med at hente benzin.
Øvrige bilister havde dog allerede kontaktet politiet, og de var ikke imponerede over mandens nødløsning.
"Da bilen holdt i venstre vognbane, var det meget farligt," udtaler en politibetjent.
Selvom det normalt ikke er strafbart at løbe tør for benzin, er det omstændighederne, der tæller. I tilfældet her peger alt på uagtsomhed i trafikken.
Så næste gang tanklampen lyser, er det måske en god idé at tage det som mere end et venligt hint. Ellers kan det hurtigt ende dyrere end en tank.