Ferie er altid noget at fejre, medmindre du skal ud at rejse med fly og enten er bange for at flyve eller har en tendens til at blive ramt af øresmerter.
Nogle oplever, at ørerne bliver 'blokerede' under afgang, mens andre føler ubehag under hele flyveturen - også ved landing.
Under både afgang og landing sker der ændringer i lufttrykket inde i flyets kabine, hvilket ofte fører til ubehagelige fornemmelser. Men hvorfor sker det egentligt?
"Trommehinden bliver udsat for stress i højtryksmiljøer, og det skyldes typisk hurtige ændringer i højden. Du genkender det måske som følelsen af, at ørerne 'klikker' efter en flyvetur eller et dyk," forklarer en specialist til Mirror.
En læge, der er kendt for at dele ud af sin viden og gode råd på det sociale medie TikTok, har offentliggjort en video, hvor han forklarer, hvad der sker med vores ører under flyrejser.
Doctor Michael, som han kalder sin profil på det sociale medie, afslører, at situationen ikke er alvorlig.
"Det skyldes en kanal, som forbinder bagsiden af næsen med det indre øre," forklarer han i en video delt på sin TikTok-konto, mens han viser et diagram over det, der kaldes øretrompeten - eller Eustachiske rør.
"Når du flyver, vil du sandsynligvis høre dine ører klikke, og det skyldes, at denne kanal udligner trykket i det indre øre. Du kan hjælpe den på vej ved at synke eller ved at holde dig for næsen og puste ud mod modstanden."
Lægen foreslår også, at man åbner munden så meget som muligt. Hvis ingen af disse metoder virker, er det sandsynligt, at du har det, der kaldes en dysfunktion i det Eustachiske rør.
"Det opstår, når man har hoste eller forkølelse, eller hvis man er meget tilstoppet - så lukker den her kanal sig," siger han.
Hvis du ofte oplever dette under flyrejser, findes der forebyggende tiltag, du kan tage før flyveturen for at undgå problemet. Doctor Michael anbefaler brug af eukalyptusolie.
"Hæld det i kogende vand og lad dampen trænge ind i næsen og åbne kanalen," fortæller han.
"Og hvis du ønsker noget, der virker lidt længere, kan du begynde at bruge næsespray med steroider nogle dage inden rejsen. Spray én gang i hvert næsebor to gange dagligt - cirka tre til fire dage før flyveturen."