Meget få kender dem: Her er de ukendte trailer-regler, du SKAL have styr på

Biler
Foto: Applus+
Foto: Applus+
Kender du reglerne?

Lige nu læser andre også

Danskerne passer godt på bilen med bilvask og serviceeftersyn, men mange glemmer at tilse den trofaste hjælper, der år efter år tager slæbet til genbrugspladsen.

"Uanset om du fylder traileren med haveaffald, flytterod eller noget helt tredje, er det en god idé at holde den i form af hensyn til færdselssikkerheden. Derfor har vi lavet en guide til alle, der vil spænde anhængeren efter bilen med ro i maven," siger teknisk chef hos Applus+ Bilsyn, John Gantzhorn, ifølge en pressemeddelelse.

1. Virker lygterne?

Tilslut trailerens 7- eller 13-polede elstik til bilen og tjek, om der er lys bag på traileren. Der skal være to røde baglygter, to røde stoplygter, to gule blinklys - og lys på nummerpladen.

Få en ven til at betjene bremsepedal og blinklys, så du kan se om det hele virker.

Defekte lamper kan skyldes alt fra en sprunget elpære til revnede lygteglas eller fejl på ledningsnet eller stik.

Såfremt du bruger en adapter mellem trailer og bil? Det er vigtigt, at adapteren afmonteres fra bilen efter brug, da nogle biler automatisk deaktiverer tågelys eller baklys i den tro, at bilen er ved at trække en trailer.

2. Er reflekserne intakte?

En trailer lever et hårdt liv, så tjek om de lovpligtige reflekser er intakte.

Foran skal der sidde to ens hvide reflekser. De sidder typisk på hvert hjørne af traileren. På store trailere skal der i stedet sidde to positionslys.

På siden skal der sidde mindst én gul refleks og bagpå minimum to trekantede røde reflekser, som oftest er indbygget i baglygterne.

3. Tjek dine dæk

Er der stadig luft i dækkene efter vinterpausen?

Tjek lufttrykket med en dæktryksmåler. Notér dækkets dimension og find det korrekte dæktryk med en Google-søgning, hvis du er i tvivl om, hvor meget luft du skal påfylde.

Trailere godkendt til 100 km/t (Tempo 100) skal have nye dæk hvert 6. år, men for almindelige anhængere er der ingen aldersgrænse.

Du finder dækkets alder ved at aflæse det såkaldte DOT-mærke, som er en 4-cifret kode på siden af dækket, hvor de to første cifre angiver ugenummer og de to sidste årstallet.

Det er dog en god idé at skifte dækkene ud, hvis dækket viser synlige alderstegn eller er beskadiget.

Revner/buler på dæksiden eller nedslidt dækmønster kalder på et nyt dæk. Der skal minimum være 1,6 mm dækmønster for at dækkene er lovlige.

4. Tjek bremserne

Rådet her er kun relevant på trailere med bremser. Tjek om bremserne giver slip, når du slækker trailerens håndbremse.

Sidder de fast, efter du har 'motioneret' håndbremsen og rokket traileren frem og tilbage, bør du få serviceret bremserne for at undgå overophedning og bremsesvigt.

Husk derudover at montere den såkaldte sprængwire korrekt før du kører.

Wiren må ikke vikles i en løkke omkring trækkrogen, men skal klipses fast til et trækøje monteret på bilen. Monterer du din sprængwire forkert, kan du få betinget frakendt kørekortet.

Foto: Applus+

5. Undgå overlæs

Der kan være dejligt mange fliser i selv den mindste trailer, men pas på.

Byggematerialer vejer overraskende meget og det er både farligt og potentielt dyrt, hvis du læsser traileren for tungt.

Bliver man stoppet med overvægt kan politiet udstede en bøde på 75 kroner pr. procent overvægt i forhold til trailerens lastevne, men mindstebøden er 1.000 kroner.

Vurderes vogntoget som værende direkte farligt for trafiksikkerheden, kan du risikere en betinget frakendelse af kørekortet.

"L" på trailerens vægttavle angiver den maksimale lasteevne på din trailer. Husk også at tage højde for din bils maksimale trækkapacitet – den kan være lavere. Du finder den på bilens registreringsattest.

6. Pak dit gods i balance

Det er vigtigt at traileren er nogenlunde i balance, når den er lastet.

Det gør du ved at fordele godset jævnt i ladet og ved at placere med tunge ting tæt på trailerens aksel.

Er der for meget tryk på trækkrogen (som regel: max. 50-75 kg) belaster du bilens bagaksel unødvendigt - og er traileren tungest bagtil, risikerer du at den slingrer under kørslen.

7. Pas på farten

Du må køre 50 km/t i byzoner, 80 km/t på lande-, motortrafik- og motorvej med din trailer.

Med en såkaldt 'Tempo 100' godkendelse af din trailer, må den køre 100 km/t på motorvejen.

Hammeren kan falde hårdere, hvis du kører for stærkt med en trailer på bilen og bliver stoppet eller blitzet af Færdselspolitiet.

Kørekortet bliver betinget frakendt allerede ved en hastighedsoverskridelse på 40% i stedet for de normale 60%.

Anbefalet til dig