Lidls ikoniske og farverige sneakers, der tidligere blev revet væk fra hylderne, gør nu comeback i anledning af kædens 20-års jubilæum i Danmark.
Med deres karakteristiske blå, gule og røde farver blev skoene hurtigt et globalt fænomen, da de første gang blev lanceret som en del af en marketingkampagne med Lidl-brandet i fokus.
Skoene opnåede hurtigt kultstatus blandt både samlere og modeinteresserede, og de blev solgt på brugtmarkedet til langt over butiksprisen.
Nu melder Lidl dem tilbage i sortimentet som en del af tilbudsavisen sammen med T-shirts, bøllehatte og Crocks – og alt tyder på, at historien gentager sig.
De iøjnefaldende sko blev oprindeligt lanceret i et begrænset oplag og kom sammen med en kollektion af T-shirts, strømper og andet merchandise. Samtidig står en gigantisk udgave af skoen permanent udstillet på Lidls hovedkontor som symbol på kampagnens succes.
Denne gang sker relanceringen som led i markeringen af, at Lidl har haft butikker i Danmark i to årtier. Kæden har gjort det klart, at de populære sneakers kun er tilgængelige i en begrænset periode.
Prisen på skoene forbliver overkommelig til 99 kroner., hvilket kun gør dem endnu mere eftertragtede.
Lidl har endnu ikke meldt ud, om dette bliver sidste gang skoene kommer til salg, men meget tyder på, at det igen bliver først til mølle.