Når nogen forsøger at overbevise dig om deres ærlighed, bør du lytte ekstra opmærksomt til ét bestemt ord. Det mener den texanske forsvarsadvokat Jefferson Fisher, som i en podcast peger på, hvordan overdrevne formuleringer ofte afslører det modsatte af, hvad de forsøger at fremstå som. Det fortæller Unilad.
I The Diary of a CEO fremhæver Fisher ord som “aldrig” og “altid” som klassiske advarselssignaler. De ekstreme udtryk kan virke overbevisende, men ifølge Fisher bruges de ofte som skjold af personer, der ønsker at virke troværdige – men som i virkeligheden dækker over en løgn.
Han illustrerer det med et eksempel: Når nogen hævder, at de aldrig sender beskeder under kørsel, bør man forholde sig kritisk. For realiteten er, at de fleste på et tidspunkt har gjort netop det.
Ifølge Fisher er det også værd at bemærke, hvor hurtigt svaret kommer. Mange løgnere svarer prompte og uden tøven, fordi de har forberedt deres svar på forhånd. Det kan fremstå overbevisende, men mangler den naturlige refleksion, som ærlige svar ofte indeholder.
Den britiske professor Aldert Vrij fra University of Portsmouth supplerer med et andet trick: at stille spørgsmål, mens personen samtidigt skal udføre en anden opgave. Det kan for eksempel være at tegne en figur eller gentage en talkombination. Tankegangen er, at løgn kræver ekstra hjernekapacitet – og ved at øge presset, stiger risikoen for, at løgneren afslører sig selv.
Det handler altså ikke kun om, hvad folk siger – men hvordan og hvornår de siger det. Når nogen bruger ord som “aldrig” eller “altid” med stor sikkerhed, er det værd at stoppe op og lytte endnu mere nøje.