Når man har fået sit kørekort, følger der ikke bare frihed – men også ansvar med.
Og det ansvar bliver løbende justeret, efterhånden som nye færdselsregler ser dagens lys.
Om få dage træder en ny regel i kraft, som kan få alvorlige konsekvenser for dem, der ikke holder øje med promillen.
En ændring i loven betyder, at nye bilister fremover får skrappere alkoholgrænser at køre efter – og det kan koste kørekortet, hvis man overtræder dem.
Fra 1. juli må nye bilister i deres første tre år på vejene højst have en promille på 0,2, når de sætter sig bag rattet.
Det er en klar stramning i forhold til den gældende grænse på 0,5 promille, som fortsat gælder for erfarne bilister.
Men mange danskere vil tage den endnu videre.
Ifølge en ny Voxmeter-måling mener 48,2 procent, at promillegrænsen på 0,2 bør gælde for alle bilister – også dem med mange års erfaring bag rattet.
Kun 44,9 procent mener, at den skal blive på 0,5 promille.
Direktør i Rådet for Sikker Trafik, Jakob Bøving Arendt, ser opbakningen som en naturlig konsekvens af danskernes holdning til trafiksikkerhed. Han siger ifølge B.T.:
"Vi ved, at danskerne generelt bakker op om, at der skal være skrappe sanktioner i trafikken, og at der skal være et politi derude til at sikre, at reglerne bliver overholdt."
Rådet har længe ønsket skærpede regler for både unge bilister og chauffører af tunge køretøjer. Især de unge er overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne, og det er her, man håber at kunne knække kurven.
Transportminister Thomas Danielsen har dog gjort det klart, at regeringen ikke har planer om at ændre grænsen for alle.
Ifølge ham er det stadig muligt at nyde en øl og køre hjem – for de erfarne.