Intet slår følelsen af et friskt, blødt håndklæde efter et langt bad – og intet skuffer mere end det stik modsatte.
Hårdt vand og rester af vaskemiddel gør hurtigt håndklæder stive som pap. Men der findes en løsning, der både er billig, miljøvenlig og allerede står i skabet: ganske almindelig eddike.
Glemt helt i vaskerummet
Eddike lyder måske ikke særlig lækkert, men effekten i vaskemaskinen er til at mærke. Det fortæller Gofeminin. Et skvæt hvid eddike i skyllemiddelskuffen – omkring 50-100 ml – og tøjet forvandles allerede efter første vask. Fibrene bliver bløde uden at klæbe sammen, lugtgener forsvinder, og gamle vaskemiddelrester skylles ud. Samtidig fjernes gråligt skær, og maskinen får et afkalkende boost.
Især håndklæder, sportstøj og sengetøj får glæde af det enkle trick – og det helt uden parfume, plast eller skadelig kemi. Resultatet? Luftigt, rent og skånsomt tøj, der ovenikøbet er bedre for huden.
Pas på maskinen
Eddike er godt – men ikke i overdrevne mængder. Hvis det bliver brugt for ofte kan syren tære på vaskemaskinens gummipakninger. Brug det derfor efter behov og ikke til hver vask. Hver tredje eller fjerde vask er rigeligt til at holde både tekstiler og maskine glade.
Modsat eddike gemmer skyllemiddel på en lang liste ulemper.
Det belaster miljøet, nedsætter tekstilers funktion og kan give hudirritationer. Og så sviner det også selve maskinen til.
Eddike er derimod ærlig i sin varedeklaration. En vaskeægte vinder på vaskefronten.