Flere storcentre overvejer at reducere antallet af parkeringspladser for at skabe plads til grønne områder.
Den udvikling ses nu også i Odense, hvor Rosengårdcentret satser på at give de besøgende en bedre helhedsoplevelse med flere opholdsarealer.
Grønne områder i stedet for asfalt
Under anlæggelsen af Odense Letbane blev et område ved Rosengårdcentret midlertidigt eksproprieret med henblik på senere at etablere 100 nye parkeringspladser.
Men centret har valgt at droppe projektet og i stedet anlægge grønne arealer, da der allerede er rigeligt med parkeringsmuligheder.
"Vi har lavet mange flere grønne områder - senest ved Powers indgangen, hvor vi har tilføjet træer dernede for at forskønne og gøre det mere urbant. Vi vil gerne give vores kunder en lækker helhedsoplevelse, når de kommer hertil," fortæller centerchef Morten Blomstrøm til Fyens Stiftstidende.
Flere tager letbanen
Ifølge Blomstrøm ankommer flere kunder nu med letbanen.
For at imødekomme dette behov har centret investeret millioner i en overdækket gang fra letbanestoppet til indgangen.
Centerledelsen håber, at de nye grønne tiltag kan være med til at binde byen bedre sammen og styrke forbindelsen mellem Rosengårdcentret, universitetet, Odense centrum og det nye supersygehus, skriver Ekstra Bladet.
God plads til parkering
I 2024 havde Rosengårdcentret omkring syv millioner besøgende og råder allerede over mere end 3000 gratis parkeringspladser.
Det betyder, at der er rigeligt med kapacitet til bilister, så ledelsen nu kan prioritere at skabe en mere indbydende og bæredygtig oplevelse for kunderne.