Det ustadige sommervejr fortsætter det kommende døgn, hvor en varm, fugtig og ustabil luftmasse befinder sig over Danmark.
Dagen i dag starter tørt mange steder, og over den nordlige og østlige del af landet vil der endda være lidt eller nogen sol fra morgenstunden, inden bygerne begynder at dannes.
I de tidlige morgentimer kan der dog stedvis være noget tåge eller tågebanker, der først skal brændes af i morgensolen.
Mod nordøst ventes de højeste temperaturer med 20-25 grader, mens resten af landet får 18-23 grader.
Sådan skriver DMI.
En koldfront med udbredt regn og risiko for torden bevæger sig gradvist ind over Danmark fra sydvest.
Foran fronten dannes byger, som lokalt kan have skybrudsintensitet - og enkelte prognoser indikerer endda risiko for dobbeltskybrud, hvilket vil sige op mod 30 mm på blot 30 minutter.
Fronten bevæger sig mod nord og nordøst og går mere eller mindre i stå over det nordlige Jylland og nordlige Sjælland.
Her kan der det kommende døgn falde betydelige nedbørsmængder, men fordelingen og mængden er endnu noget usikkert.
De fleste steder ventes 10-25 mm, men ifølge de seneste prognoser kan der lokalt - i et bælte fra Limfjorden til Nordsjælland - falde op mod 30-50 mm på 24 timer.
Der er med andre ord udsigt til både bulder og brag og en ganske våd omgang.
De kraftigste nedbørsmængder og fordelingen heraf er dog noget usikker, og derfor har DMI udsendt en risikomelding for kraftig regn og lokale skybrud, som gælder store dele af landet.
Som om det ikke var nok, så vil fronten begynde at bevæge sig baglæns i løbet af onsdag, hvilket betyder, at også onsdagen ser ud til at byde på en hel del regn og tordenbyger.