Selv om elbilen i årevis er blevet udråbt som det grønne svar på klimakrisen, begynder illusionen om dens bæredygtighed nu at slå revner.
Det, der skulle være symbolet på en ny, ansvarlig fremtid, viser sig i stigende grad at være indpakningen på et globalt selvbedrag, hvor ressourcerne flyder, og skyggesiderne ignoreres.
Det grønne bilskifte er nemlig ikke kun præget af miljørigtige ambitioner.
I takt med at subsidierne vokser, vokser også overproduktionen. Priskrigene raser, og markedet for luksuriøse elbiler udvides, særligt i lande som Norge, hvor statsstøtten har rundet astronomiske beløb.
I mange hjem holder bil nummer to og tre nu strøm i garagen, drevet af et system, der ikke reducerer forbruget, men blot skubber det i ny retning.
Produktionen af én elbil genererer i gennemsnit 1.000 tons mineaffald, og Norges årlige salg resulterer i 120 millioner tons – mængder der ikke forsvinder, men havner i floder og lokalsamfund langt fra forbrugerens rækkevidde.
Og det stopper ikke der. Glimmer – brugt i isolering af batterier – udvindes af børn i 40 graders varme i Madagaskars udtørrede flodlejer, fordi deres fingre passer perfekt til opgaven.
Sådan lyder det fra Klimamonitor
Dyster melding om den grønne omstilling
Forskere advarer desuden om, at mængden af metal og mineraler, der skal til for at elektrificere verdens energisystemer, ganske enkelt ikke kan skaffes uden at forvolde enorm skade.
Ifølge Simon Michaux bliver det ekstremt udfordrende at gennemføre denne grønne omstilling globalt.
Elbilen risikerer derfor at blive en pæn skal over et beskidt indre.
Den repræsenterer ikke nøgternhed, men accelereret forbrug.
Hvis vi vil gøre op med greenwashing og for alvor mindske vores miljøbelastning, kræver det ikke flere biler, men færre. Og det kræver mod til at stille de ubehagelige spørgsmål, også til os selv.
