Efter et årti i udlandet har håndboldspilleren Mikkel Hansen og hans familie fundet deres vej tilbage til Danmark.
Men med et nyt kapitel i Aalborg Håndbold og et hjem i København, har Mikkel Hansen haft brug for tilvænning til sin nye - og til tider hårde - livsstil og især transporten mellem de to store byer.
Sådan skriver SE og HØR.
"Det kan altid blive bedre. Jeg lever jo lidt atypisk i forhold til at bo to steder og flyver lidt frem og tilbage, men det er også mindre, end jeg gjorde tidligere", udtaler han.
Pendlertilværelsen kræver en del af den danske håndboldstjerne, der af og til må være væk fra sin familie, som består af konen Stephanie og sønnerne Eddie Max og Vince. For at få tingene til at hænge sammen, rejser familien ofte med Mikkel Hansen til Aalborg, når det passer ind i deres hverdag.
"Familien er også med i Aalborg, når det er muligt, men børnene går i institutioner i København, så det skal også passe ind", forklarer han.
Som topatlet og dansk landsholdsspiller må Mikkel Hansen af og til tilbringe tid væk fra familien under store turneringer, heriblandt den EM-slutrunden, der står for døren.
Turneringen bliver afviklet i Tyskland, og såfremt Danmark skulle avancere fra den indledende runde, vil de skulle spille i Hamborg, hvilket lige pludselig ikke er så langt væk hjemmefra.
Mikkel Hansen håber, at familien kan være til stede for at støtte ham, når han repræsenterer de rød-hvide farver.