Der er nyt fra Novo Nordisk, og det er bestemt ikke småting, der er tale om.
Det er ikke nogen hemmelighed, at den danske medicinalgigant har haft et par hårde måneder, men nu ser det ud til, at skuden så småt er begyndt at vende.
Sagen er den, at det populære vægttabsmiddel Wegovy netop har fået grønt lys fra de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) til behandling af fedtlever.
Med godkendelsen bliver Wegovy det første GLP-1-baserede middel, der officielt må bruges mod fedtlever i USA.
Det skriver Novo Nordisk selv i en pressemeddelelse, hvor man fornemmer, at smilet ikke er til at tørre af direktionsgangen.
Sådan skriver B.T.
Fedtlever lyder måske harmløst, men ifølge Novo Nordisk rammer sygdommen omkring fem procent af den amerikanske befolkning.
Uden behandling kan det udvikle sig til både skrumpelever, leverkræft - og i værste fald skal der en ny lever til.
Derfor er godkendelsen en potentiel gamechanger.
Også investorerne kan mærke den glædelige nyhed. Mens aktiekursen stadig ikke er i nærheden af det, den var for kun få uger siden, er den nu på rette kurs.
Efter den amerikanske godkendelse oplevede Novo Nordisks aktie en stigning på 0,9 procent i USA, hvor den nåede op på 52,90 dollars (cirka 337 kroner, red.).
På det danske marked sluttede aktien i 325,90 kroner med en fremgang på 0,4 procent.