Nye skralderegler skaber kaos: Borgernes affald bliver ikke hentet

Af: Alberte B. C.

|

11/07/2025

Nyheder
Foto: Wut_Moppie/Shutterstock
Foto: Wut_Moppie/Shutterstock
Rasende borgere efterlades med stinkende skrald og tomme løfter om afhentning.

Lige nu læser andre også

Affaldet bliver stående, og flere borgere står tilbage med overfyldte skraldespande og grønne sedler, der afslører, at deres affald er sorteret forkert.

Og det er skraldemændene, der må lægge ryg og ører til, når utilfredse borgere lader frustrationerne få frit løb.

Ifølge Michael Stegman, der er driftsansvarlig for Team Affald, er det blevet dagligdag, at skraldemænd bliver mødt af råb og skældsord, når de følger kommunens instrukser om ikke at tømme skraldespande med fejlsorteret indhold.

"Det er blevet hverdagskost for skraldemændene at blive overfuset af meget vrede borgere med UPS-sedler i hånden," siger han til TV 2.

Bøden kan lande hos dig

Siden sidste sommer har skraldemændene skullet tage billeder af fejlsorteret skrald, sætte en grøn seddel på beholderen og lade den stå.

Reglerne er stramme, og selv små fejl kan koste kommunen store bøder, hvilket i sidste ende kan ramme borgerne selv.

"Jo bedre kvalitet, jo flere penge får vi," siger Michael Stegman og understreger, at der ikke er plads til at gå på kompromis med sorteringen.

Men det handler ikke kun om penge. Sikkerheden er også på spil.

Flere skraldebiler er brudt i brand på grund af spraydåser, der ikke er blevet sorteret korrekt som farligt affald.

Næsten ni ud af ti skraldemænd i København har oplevet vrede borgere, og nogle har endda været udsat for spyt, skub og slag under arbejdet.

Michael Stegman understreger, at skraldemændene ikke skal stå model til verbale overfald og opfordrer borgere til at rette deres utilfredshed mod kommunen i stedet.

"Det er jo ikke dem, der har fejlsorteret jeres affald, det er jo jer selv," siger han.

Anbefalet til dig