Når prisen på en praktisk køreprøve er steget med hele 108 procent på under fire år, burde forklaringen være krystalklar. Men hos Færdselsstyrelsen er svarene få – og prisen på selve det fysiske kørekort er stadig hemmeligholdt. Det kan Boosted fortælle efter længere tids forsøg på at få et svar fra Færdselsstyrelsen.
Styrelsen bekræfter dog, at gebyret blev sat op efter overtagelsen af kørekortområdet fra politiet i oktober 2021, fordi elevprisen ikke dækkede de reelle omkostninger. Alligevel vil hverken myndigheden eller leverandøren oplyse, hvor meget af de 1.200 kroner, som nye bilister betaler, der faktisk går til selve kortet.
Ifølge Færdselsstyrelsen er kortets pris kun en lille del af gebyret. Resten bruges blandt andet på “revidering af køreuddannelsen og digitale projekter”. Samtidig viser aktindsigt, at eleverne stadig betaler 200 kroner til politiet, selvom politiet ikke længere har ansvaret for området – en del af et politiforlig fra 2020.
Styrelsen oplyser, at pengene også går til vejledning af borgere og kommuner, sagsbehandling og lovarbejde. Men den danske kørerlærerforenings formand, Lars Kruse, er ikke imponeret:
"På mindre end 4 år har myndighederne hævet prøvegebyret for en praktisk køreprøve med 108 procent. Det er jo helt til grin," siger han og tilføjer, at eleverne faktisk har fået en ringere oplevelse, siden Færdselsstyrelsen tog over.
For mange kommende bilister er det derfor stadig uklart, hvad de egentlig betaler for – og hvorfor regningen er blevet så meget større.