Skat med vigtig besked til over 600.000 danskere: Skal reagere inden 1. juli

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det bliver kun dyrere.

Lige nu læser andre også

Der er penge at spare i renter og procenttillæg ved at betale restskat før den 1. juli.

Lige nu udsender Skattestyrelsen 145.000 breve, der skal påminde borgerne om at betale før fristen. Sidste år førte tilsvarende påmindelse til, at borgerne sparede cirka 8,3 millioner kroner.

Godt 616.000 borgere har fortsat en restskat for 2024, som de ikke har betalt. For mange drejer det sig om beløb under 3.000 kroner.

For godt 145.000 borgere er der større beløb i spil, og de vil i de kommende dage modtage et brev fra Skattestyrelsen, hvor de rådgives til at lave en frivillig indbetaling af restskat inden fristen den 1. juli, hvis de vil spare renter og procenttillæg.

Sådan skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

"De fleste er nok ærgerlige, hvis de har fået en restskat. Og der løber renter og procenttillæg på, hvis ikke man får betalt inden den 1. juli," siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge, og fortsætter:

"Derfor vil vi gerne hjælpe og gøre borgerne opmærksomme på, at hvis de får betalt deres restskat nu, så kan de spare nogle penge. Så vores klare anbefaling er at få betalt. Det har været en fin succes de sidste par år, hvor vores indsats har sparet borgerne for flere millioner kroner i renter."

Sidste år førte 93.000 tilsvarende breve til, at knap 30.000 borgere med restskat mellem 3.000 og 23.793 kroner foretog frivillig indbetaling af godt 207 millioner kroner i restskat og sparede cirka 8,3 millioner kroner i renter og procenttillæg. 

Over eller under 24.786 kr.

Skattestyrelsen udsender to typer af breve afhængigt af, hvor stor borgerens restskat er.

Skillelinjen er 24.786 kroner, som er det beløb, man kan overføre og indregne i skattebetaling for 2026.

Men uanset om restskatten ligger over eller under skillelinjen, er det godt at være opmærksom på, hvordan restskatten vil påvirke den månedlige økonomi i 2026. 

"Det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvordan man vil afvikle sin restskat. Har man fx en restskat på 12.000 kroner, som man overfører til næste års skattebetaling, vil den med rente og procenttillæg alt i alt ende med at blive på 12.876 kroner, som igen vil betyde godt 1.073 kroner mindre i hånden hver måned i 2026," siger Ulrick Junge. 

Har man i stedet en restskat på mere end 24.786 kroner, vil man som udgangspunkt skulle betale den del af restskatten, der ligger over de 24.786 kroner, i op til tre rater i august, september og oktober.

Som noget nyt vil godt 21.500 borgere med restskat over dette beløb også modtage brev fra Skattestyrelsen med forslag til, hvordan de kan betale deres restskat og spare penge.

"Ved større restskatter bliver renterne og procenttillægget naturligvis også højere. Her kan en tidlig indbetaling af hele eller dele af restskatten betyde en besparelse på flere tusinde kroner. Så her vil jeg især opfordre til, at man ser på mulighederne, så man finder den løsning, der passer bedst til ens økonomi," siger Ulrick Junge.

Det er tredje år, hvor Skattestyrelsen udsender breve til borgere med restskat for at minde dem om fordelene ved at indbetale inden fristen inden den 1. juli. 

Borgere med restskat betaler en rente på 5,3 procent årligt, der tilskrives fra den 1. januar og frem til betalingsdatoen.

Efter den 1. juli erstattes denne rente af et fast procenttillæg på 7,3 procent, der lægges oven i restskatten.

Anbefalet til dig