Man skal holde tungen lige i munden, når man læser en lønseddel.
Denne måned kan der være en grund til at kigge lidt nærmere, hvis dit barn har et job.
Med maj-lønnen får mange danskere nemlig udbetalt et ferietillæg - og netop dét kan være en god mulighed for forældre til at tage snakken om løn, rettigheder og økonomisk ansvar.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse, som Nyheder24 har modtaget.
Hvad er ferietillæg?
Ferietillægget er ikke bare ekstra penge i lommen.
Det er også en konkret anledning til at tage den første pengesnak om, hvordan man læser en lønseddel - og om beløbene nu stemmer, siger Anne Juel Jørgensen, børne- og ungechef i Danske Bank.
Ferietillæg er en procentdel af lønnen, der gives som en del af feriegodtgørelsen. De fleste lønmodtagere i Danmark har ret til ferietillæg, hvis man er ansat med løn under ferie.
Tillægget er mindst 1 procent - som bliver udbetalt sammen med eller op til ferieperioden.
Det gælder også for mange unge med jobs. Hvis du ikke får løn under ferie, har du i stedet ret til feriepenge i stedet, som er 12,5 procent af lønnen.
”Det er en rettighed, mange unge ikke kender til, og som de måske overser på lønsedlen. Men netop derfor er det en god idé at sidde sammen og gennemgå posten. Hvad kommer ind? Hvad bliver trukket fra? Og hvad står der egentlig under ”ferietillæg” eller ”feriegodtgørelse”? Det er konkret økonomilæring i praksis,” siger Anne Juel Jørgensen.
Sådan læser man en lønseddel
Ifølge Anne Juel Jørgensen kan forældre med fordel gøre det til en fælles øvelse at læse barnets første lønsedler.
Det gælder både ferietillæg og faste poster som ATP, skat og eventuelle pensioner.
”Spørg dit barn: Hvor mange timer har du arbejdet? Stemmer det overens med det, du har fået i løn? Er skatten trukket rigtigt? Har du fået dit ferietillæg? På den måde lærer de både at dobbelttjekke deres indtægt og forstå strukturen i en lønseddel,” siger hun.
Men det stopper ikke ved tallene.
Ifølge Anne Juel Jørgensen bør samtalen også handle om, hvordan man bruger pengene klogt - særligt de uventede eller ekstra beløb som ferietillægget.
”Når unge får en ekstra indtægt, er det fristende at bruge det hele med det samme. Men det er her, man kan tale med dem om budget, opsparing og drømme. Måske er der en festival til sommer, en rejse til efteråret eller noget større, de gerne vil spare op til. Det handler ikke om at tage glæden ud af pengene - men om at lære at bruge dem klogt.”
Ifølge Anne Juel Jørgensen er erfaring og øvelse nøglen til økonomisk forståelse. Jo tidligere unge får ansvar for egne penge - og vejledning til at forstå dem - jo bedre rustet er de til voksenlivet.
”Ferietillægget er måske kun et par hundrede kroner. Men det er samtidig en kæmpe læringsmulighed. Og hvis vi som forældre tør tage snakken og give lidt ansvar, så lærer de noget, der rækker langt ud over sommerferien.”
3 gode spørgsmål du kan stillen
Passer dine arbejdstimer med det, der står på din lønseddel?
Hvad betyder de forskellige fradrag og beløb?
Hvad vil du bruge pengene på - og kunne noget med fordel spares op?