Det er blevet væsentligt dyrere at købe oksekød i danske supermarkeder, og prisen er nu på niveau med det tidligere rekordår for oksekødspriser 2022.
Forbrugerprisindekset på okse- og kalvekød ligger per marts 2025 på 132,6 - til sammenligning lå det i december på 123,9 ifølge tal fra Danmarks Statistik, og det betyder, at prisen er steget med 8,7 procent i perioden.
Prisstigninger har fået et stigende antal danskere til at handle dagligvarer ved grænsen, og nu er kødet kommet i fokus.
Sådan skriver Fleggaard i en pressemeddelelse.
Hos Fleggaard blev der i januar til og med april i år solgt 40 procent mere oksekød end samme periode sidste år, og salget af fjerkræ er desuden steget med hele 98 procent i samme periode.
"Vores salg af kød og kølevarer er steget kraftigt her i 2025. Det skal ses som en afspejling af den generelle tendens, vi ser hos os: at flere og flere danskere kører til Fleggaard for at handle helt almindelige dagligvarer. De stigende kødpriser i Danmark er uden tvivl også medvirkende til, at en stor del af vores kunder lægger kødvarer i kurven, når de alligevel er her. Det kommer således ikke helt bag på os, at salget er kød er steget så kraftigt hos os," siger direktør i Fleggaard Lars Mose Iversen.
Kødpriser vil næppe falde
Udbuddet af oksekød i hele Europa er mindre end efterspørgslen, og det er med til at sende priserne på oksekød i vejret.
Derfor kan danskernes glæde ved at grille en saftig bøf være medvirkende til, at priserne på kødet ikke kommer til at falde umiddelbart.
Prisstigningerne på kød rammer flere europæiske lande, men det opleves for de danske forbrugere ikke så voldsomt ved grænsehandlen.
I Tyskland er momsen overordnet på 19 procent, men på fødevarer er den på kun 7 procent, og det gør en forskel for forbrugerne, når der skal handles ind ved grænsen.
Men momsen er kun en del af forklaringen på, at Fleggaard kan sælge oksekød til en lavere pris end i Danmark:
"Vi kan holde et relativt lavt prisniveau på oksekød – og kølevarer generelt – fordi vi har en ukompliceret forretningsmodel. I stedet for slagtilbud kører vi med altid lave priser. Det betyder, at vi trækker flere kunder til. Og når vi trækker flere kunder til, kan vi tillade os at have en lav fortjeneste på den enkelte vare, fordi vi sælger mere af den. Sådan er det med alt fra sodavand til oksekød hos os," siger Lars Mose Iversen.
"Det er klart, at den lavere tyske fødevaremoms også er en medvirkende faktor. Men hverken tysk moms eller det, at vi er en tysk virksomhed, er forklaringen på, at vi er konkurrencedygtige i forhold til dagligvarehandlen i Danmark. Vi tilbyder oksekød og andre dagligvarer til lav pris, fordi det er sådan, vores forretning er skruet sammen," siger direktøren for Fleggaard.