Vi befinder os i øjeblikket midt i juli måned og det betyder med andre ord, at det er højsæson for rejser ud af landet.
I den forbindelse skal danskerne huske et hav af ting, og hos stort set alle står passet øverst på listen.
Mens de fleste husker at tage det med, glemmer mange en vigtig detalje, som hurtigt kan gå i glemmebogen, hvis man ikke er opmærksom på det.
Klar opfordring
Sydøstjyllands Politi opfordrer nu sommerrejsende til at tjekke deres pas i god tid inden afrejse.
Hvis det ikke er gyldigt langt ud i fremtiden, kan du nemlig hurtigt have i noget af en kattepine.
”Vi oplever hvert år borgere, der først ved ankomsten til lufthavnen eller ved gaten opdager, at deres pas er udløbet. Vi vil naturligvis gerne hjælpe folk med komme på ferie, men det er som udgangspunkt den rejsendes eget ansvar at have et gyldigt pas,” siger fg. vicepolitiinspektør Jesper Brian Jensen fra Grænsekontrolenheden ved Sydøstjyllands Politi.
Særligt i ferieperioden ser politiet en stigning i efterspørgslen på midlertidige pas. Alene siden midten af juni har Sydøstjyllands Politi udstedt omkring 80 midlertidige pas i Billund Lufthavn.
Men det er ikke sikkert, man når flyet, hvis man står i sidste øjeblik uden gyldigt pas.
Regler varierer
Hvert pas tager tid at lave, og der kan opstå ventetid. I visse tilfælde kan det være muligt at forlænge et udløbet pas.
Politiet opfordrer derfor til, at man både tjekker gyldigheden af sit pas og sætter sig ind i reglerne for det land, man rejser til.
Et land som Tyrkiet kræver eksempelvis, at passet er gyldigt i op til 150 dage fra indrejsedatoen. Andre lande - som eksempelvis Egypten - har krav om, at passet skal være gyldigt i seks måneder ved indrejse.
Er passet ved at udløbe, skal man kontakte kommunens borgerservice i god tid - det gælder både nye og midlertidige pas.
”Vi hjælper så godt vi kan, men vores muligheder er ikke ubegrænsede. Derfor er vores klare opfordring: Tjek dit pas nu. Det tager kun et øjeblik og kan spare dig for mange frustrationer senere,” siger Jesper Brian Jensen.