Over de seneste år har en voldsom og eskalerende strid stået på mellem DBU og elektronikkæden Power. Nu skal sagen endegyldigt afgøres ved domstolene, skriver B.T.
Mandag mødes de to parter ved Sø- og Handelsretten, hvor alle diskussioner og argumenter skal præsenteres.
Den længerevarende konflikt omhandler hvorvidt Power har krænket DBU’s kommercielle rettigheder i en reklamekampagne, der fandt sted forud for EM i fodbold i 2021.
Elektronikgiganten udloddede billetter til landskampen mellem Danmark-Finland i gruppespillet - problemet ligger i at virksomheden havde anskaffet billetterne igennem hvidevareselskabet Gorenje, der var officiel sponsor af turneringen.
Samtidig havde Power lavet en reklame, der viste en spiller i rød/orange trøje med skriften “fodboldfest”.
DBU har meldt ud, at markedsføringen er en krænkelse af DBU’s kommercielle rettigheder. Ifølge deres egne kommercielle retningslinjer har forbundet nemlig eneret til kvinde- og herrelandsholdets navn og kendetegn, billeder og logoer, samt landskampbilletter.
Denne udmelding er Power ikke enig, og har derfor valgt at stævne DBU for at kunne få en juridisk afklaring.
“Der må være en grænse for, hvor langt DBU's selvbestaltede beføjelser rækker. Især når DBU ikke kan pege på, hvad Power konkret har gjort forkert (...) I Power er vi overbeviste om, at vi har fulgt den gældende lovgivning til punkt og prikke” fortæller administrerende direktør i Power, Jesper Boysen.
Allerede i konfliktens tidlige dage, var der stridigheder mellem de to parter.
“For mig at se er DBU's kommercielle direktør på en regulær slingrekurs. Han skifter mellem invitationer til en omgang stadionpølser og til trusler om retssager” lød det fra Boysen til Ekstra Bladet tilbage i 2021.
Jakob Høyer, der er kommunikationschef hos DBU, er som tidligere nævnt uenig med brugen af landsholdets identitet som marketingskampagne.
“Virksomheder kan ikke profilere sig og potentielt skabe indtægter på brug af DBU's kommercielle og immaterielle rettigheder uden at indgå aftale med os” fortæller kommunikationschefen.
“DBU's rettigheder er en fundamental forudsætning i arbejdet med vores partnere. Indtægterne fra dem er afgørende for, at vi fortsat kan udvikle rammerne omkring landsholdene og dansk fodbold generelt”.
Sagen vil som sagt finde sted mandag i Sø- og Handelsretten. Dommen forventes først at blive afsagt om flere uger.