De fleste oplever hovedpine fra tid til anden, og det er som regel helt ufarligt. Men ifølge lægen Dr. Ahmed kan visse typer hovedpine være tegn på livstruende tilstande – såsom hjerneblødning eller kræft.
I en viral video, der på kort tid har fået mere end 1,2 millioner visninger på det sociale medie TikTok, deler han otte faresignaler, der straks bør få dig til at søge læge.
Det første advarselstegn er en såkaldt 'tordenhovedpine', som Dr. Ahmed beskriver som den værste hovedpine i dit liv. Den opstår pludseligt og føles som et slag i hovedet, skriver det britiske medie Daily Mail.
Hvis du oplever en sådan smerte - især hvis du vågner med den - kan det være tegn på en hjerneblødning, og du skal derfor ikke tøve med at tage på hospitalet. Ifølge NHS kan det skyldes, at et blodkar i hjernen brister, hvilket kan føre til varige skader, koma eller død.
Det næste faresignal er symptomer, der minder om et slagtilfælde. Selvom slagtilfælde ofte ikke gør ondt, kan det ledsages af hovedpine og symptomer som svaghed i den ene side af kroppen, hængende ansigt, syns- og høretab, forvirring og taleproblemer.
Dette kan være et tegn på en blodprop i hjernen (iskæmisk slagtilfælde), hvor blodtilførslen bliver blokeret. Det er selvsagt også meget vigtigt, at du ikke afholder dig fra at reagere med det samme, hvis du kommer ud for dette.
En tredje markant advarsel er hovedpine med feber og nakkesmerter. Det kan være tegn på encefalitis, som er en alvorlig form for betændelse i hjernen, der kan skyldes infektioner som meningitis og føre til forvirring og kramper.
Opkast i store mængder - især efter en hovedskade - er også et faresignal. Ifølge Dr. Ahmed kan det være tegn på en større blødning i hjernen (hæmoragi), der kan føre til slagtilfælde og permanent hjerneskade.
Den femte advarsel er hovedpine ledsaget af øjensmerter og/eller synstab. Det kan skyldes akut grøn stær, en øjensygdom, hvor væskeopbygning i øjet øger trykket og skader synsnerven. Det kræver øjeblikkelig behandling.
En sjette advarsel gælder gravide kvinder (især i andet trimester), der får hovedpine. Det kan være tegn på svangerskabsforgiftning (præeklampsi), hvor højt blodtryk kan føre til slagtilfælde, kramper og organskade hos moderen og hæmmet vækst hos barnet. Tidlig fødsel er ofte nødvendigt.
Hvis din hovedpine bliver værre, når du bøjer dig forover eller hoster, bør du også være opmærksom. Disse bevægelser øger trykket i hovedet en smule, men hvis der er for meget væske eller tryk i hjernen, kan det forværre smerterne. Dette kræver hurtig behandling, da skaden sker langsomt men permanent.
Til sidst advarer Dr. Ahmed om vedvarende hovedpine. Hvis du har haft hovedpine hver dag i ugevis uden forbedring, og intet hjælper - selvom den ikke er voldsom - bør du søge læge. Det kan skyldes stress, spændinger, migræne - eller i værste fald kræft.
Hans afsluttende råd er ikke blot klart, men er også meget opmuntrende for mange af de danskere, der måske har en tendens til at tøve med at søge læge, når de har ondt i hovedet.
"Vi vil hellere se dig én gang for meget end én gang for lidt," slår han fast.