Endnu et lig er blevet hevet op af Lady Bird Lake midt i Austin.
Senest er det den 17-årige Irewamiri Shote, der er fundet død i søen, der ellers ligger som en rolig blå plet midt i byens liv og natteliv.
Fundet har pustet til voksende rygter om, at en seriemorder kan være på spil. Det fortæller Express.
Søen, der er en del af Coloradofloden, bugter sig forbi travle Rainey Street, hvor unge flokkes til barer, klubber og restauranter. Shotes krop blev opdaget af en paddleboarder den 3. juni, og nu kræver flere familier, at politiet tager sagen alvorligt.
Politiets svar er dog det samme som altid.
Drabsafdelingen har undersøgt alle 19 dødsfald over de seneste tre år og kalder kun ét for mistænkeligt – drabet på 45-årige Josue Moreno i april 2024, som allerede er opklaret. Retsmedicinere har ifølge myndighederne ikke fundet tegn på vold på de øvrige ofre.
Alligevel står pårørende tilbage uden ro. Eks-partneren til 30-årige Christopher Hays-Clark, der blev fundet død i april 2023, beder om, at sagen genåbnes. "Vi fortjener alle svar; de er vores kære, som døde i en tragedie," sagde Reegan Aparicio.
Sønnen var kun 12 år, da faren døde, og savnet er stadig en tung sten i hverdagen. "Der er aldrig fred. Der er ingen afklaring for mit barn," sagde hun.
Uroen mærkes også blandt bartendere og vagter på Rainey Street. Sikkerhedsvagt Gus Delgado fortalte, at mange ansatte frygter for især unge mænds sikkerhed, og personalet holder nøje øje med, om gæster får deres drinks dopet.
Politiet holder fast i, at dødsfaldene er “tragiske ulykker”. Men frustrationen vokser. "Folk bliver stadig fundet døde, og der bliver ikke gjort noget – det er frustrerende," sagde Aparicio.