En enkelt trafikforseelse har kastet den 19-årige Ximena Arias-Cristobal og hendes familie ud i et mareridt. Efter hun kørte over for rødt i Dalton, Georgia, blev det hurtigt klart for politiet, at noget var helt galt – og det skulle vise sig at handle om mere end bare færdselsregler. Det fortæller New York Post.
Ximena, som studerer på Dalton State College, blev stoppet af politiet den 5. maj. Hun havde intet gyldigt kørekort og påstod at have et internationalt ét af slagsen, men kunne ikke fremvise det. Ifølge politirapporten forklarede hun, at hendes mor havde taget det fra hende og sagt, hun ikke måtte køre bilen.
Det viste sig at være begyndelsen på en større sag. Da hun blev ført til Whitfield County Jail – et fængsel, der samarbejder med de føderale immigrationsmyndigheder (ICE) – kom det frem, at Ximena slet ikke er amerikansk statsborger. Hun blev bragt ulovligt til USA fra Mexico i 2010 som fireårig.
Kort efter blev hun overført til ICE’s Stewart Detention Center, hvor hendes far, Jose Francisco Arias-Tovar, også sidder fængslet efter en hastighedsoverskridelse. Ifølge familiens tidligere arbejdsgiver Hannah Jones blev Ximena nægtet adgang til DACA-programmet, da hun ankom for sent i forhold til skæringsdatoen.
Advokat Terry Olsen kalder sagen en civilretslig bekymring og påpeger, at ICE ikke altid har adgang til den fulde immigrationsfil, når de træffer afgørelser. En GoFundMe-kampagne forsøger nu at rejse penge til juridisk hjælp for Ximena, som står over for deportation – sammen med resten af familien.