Stærk sol, eksotiske basarer og varme vinde fra Sahara – Marokko har i 2025 for alvor cementeret sin plads som et af de hotteste rejsemål blandt europæere.
Landet har oplevet en markant stigning i besøgstal, men netop som succesen topper, lyder der nu en klar advarsel fra britiske myndigheder. Det fortæller The Mirror.
Ifølge det marokkanske turistministerium har 5,7 millioner internationale gæster besøgt landet fra januar til april i år.
Det svarer til en stigning på 23 procent sammenlignet med samme periode sidste år – og sætter kursen mod ny besøgsrekord.
Turistminister Fatim-Zahra Ammor kalder væksten et resultat af målrettet markedsføring og en strategi, der satser på bæredygtig og robust turismeudvikling.
Marokko har tidligere kæmpet med et blakket ry, men steder som Marrakesh og Agadir har trukket rejsende til med farverige markeder, autentiske oplevelser og luksuriøse strandresorts.
Marrakesh frister med historiske bygninger og det ikoniske Jardin Majorelle, mens Agadir tiltrækker dem, der søger ren afslapning ved kysten.
Men den stigende popularitet falder sammen med en opdateret rejsevejledning fra Storbritanniens udenrigsministerium (FCDO), som advarer om potentielle sikkerhedsrisici.
Årsagen er de igangværende spændinger mellem Israel og Iran, som ifølge FCDO kan sprede uro i nærliggende regioner, herunder Nordafrika.
FCDO anbefaler rejsende at følge lokale myndigheders anvisninger og være opmærksomme på risiko for protester, lommetyverier, falske guider og svindel rettet mod turister.
Fredelige demonstrationer kan hurtigt udvikle sig, lyder det, og man bør holde sig væk fra politiske forsamlinger.