Hvis du troede, Trump ville holde fast i sin medfølende tone over for Joe Biden, så tog du fejl. Mandag droppede han alle forbehold og brugte i stedet Bidens prostatakræftdiagnose som ammunition i et frontalangreb på hans egnethed til embedet. Det fortæller Huffington Post.
Ved en prisoverrækkelse i Det Hvide Hus til politifolk gik Trump langt videre end blot at kommentere på sygdommen. Han antydede, at Biden – eller nogen omkring ham – bevidst har skjult oplysninger om diagnosen.
"Jeg er faktisk overrasket over, at offentligheden ikke blev informeret for længst, for at nå til stadie 9, det tager lang tid. Jeg har lige fået lavet mit helbredstjek," sagde Trump og henviste til sig selv som bevis på gennemsigtighed. (For god ordens skyld: Biden har stadie 4 prostatakræft, ikke "stadie 9", som Trump antydede.)
Trump nævnte også, at hans eget helbredstjek indeholdt kognitive tests og undrede sig over, hvorfor Biden ikke havde været igennem det samme. "Det viser sig så, at det ikke passer – det er meget farligt," sagde han og kaldte situationen "farlig for landet".
Dagen forinden havde tonen været markant anderledes. På Truth Social skrev Trump: "Melania og jeg er kede af at høre om Joe Bidens diagnose. Vi sender vores varmeste ønsker til Jill og hele familien og håber på en hurtig og god bedring."
Bidens kontor har oplyst, at kræften er hormonfølsom og derfor kan behandles. Han oplever urinvejssymptomer, og lægerne har fundet en mindre knude i prostata. Mandag delte han et selfie med Jill og skrev: "Kræft berører os alle. Som så mange af jer har Jill og jeg lært, at vi er stærkest der, hvor vi er brudt."