Hvis du bruger plastposer i køkkenet, er det tid til at læse grundigt med. Ziploc – en fast bestanddel i mange hjem – står nu midt i en skandale, der vækker opsigt i hele USA. Det fortæller Daily Mail.
Et gruppesøgsmål fra Californien anklager producenten, S.C. Johnson & Son Inc., for at skjule sundhedsrisici for millioner af forbrugere.
Produkterne markedsføres som “Microwave Safe” og fryseegnede, men ifølge søgsmålet frigiver poserne mikro- og nanoplast, når de bruges som anvist – i mikroovnen eller fryseren. Det gælder blandt andet Ziplocs populære Freezer Bags, Slider Storage Bags og plastbeholdere.
Mikroplast er små plastpartikler, mindre end fem millimeter, som forskere har knyttet til alvorlige sygdomme som kræft, fertilitetsproblemer, hjertekarsygdomme – og nu også demens.
Undersøgelser viser, at tre minutters mikroovn-opvarmning kan frigive over fire millioner mikroplastpartikler og milliarder af nanoplastpartikler pr. kvadratcentimeter plast.
Allerværst: Nye forskningsresultater viser, at mikroplast ophober sig i hjernen. I prøver fra 2024 fandt man op til 30 gange mere mikroplast i hjernen end i leveren eller nyrerne – og koncentrationen var højere hos personer med demens.
S.C. Johnson afviser alle anklager og fastholder, at produkterne er sikre, når de bruges korrekt. Men kritikken vokser, og flere kræver nu, at Food and Drug Administration strammer reglerne for, hvad der reelt kan mærkes som mikroovnssikkert.
Forbrugernes tillid er rystet, og sagen kan få store konsekvenser – både for Ziploc og hele plastindustrien.