Når telefonen ringer i Lisbeth Gregersens køreskole i Aars, er det oftest unge, der glæder sig til friheden på fire hjul.
Men bag rattet gemmer sig en bekymring, som Lisbeth ikke kan slippe – især efter det politiske flertal på Christiansborg har givet grønt lys til, at 17-årige fra 1. juli må køre bil uden ledsager mellem klokken 5 og 20.
Som både kørelærer og mor frygter hun de konsekvenser, ændringen kan få, skriver TV 2 Nord.
I et høringssvar skriver hun: "Vi risikerer at miste vores allermest dyrebare, vores børn eller vores elskede."
Også Rådet for Sikker Trafik har advaret.
Deres beregninger viser, at den nye ordning kan koste op mod fire menneskeliv og føre til over 30 alvorlige ulykker hvert år.
Direktør Jakob Bøving Arendt peger på, at de unge allerede i dag er overrepræsenterede i ulykkesstatistikker, og at deres adfærd er langt mere risikobetonet end de ældres.
Selvom ordningen skal styrke mobiliteten i landdistrikterne, og politikere som Morten Klessen (S) mener, at det er et spørgsmål om tillid til familierne, er kritikken ikke til at ignorere.
Siden 2017 har de unge skullet køre med ledsager – en model, som Lisbeth Gregersen fremhæver som tryg og effektiv.
Ifølge hende har mange elever været glade for, at de med loven i hånden kunne sige nej til gruppepres og risikoadfærd.
Det bliver straks sværere, når der ikke længere kræves en voksen ved siden af.