Røde Kors genbrug sælger som aldrig før: Dette har bare virket!

Af: Mie M.B

|

29/04/2025

forbrug
Foto: Nivikka Andersen/Røde Kors
Foto: Nivikka Andersen/Røde Kors
To års forsøg med dette forsøg har givet pote

Lige nu læser andre også

Det har været en game changer for Røde Kors Genbrug at åbne webshop. Ikke alene oplever butikkerne, at kunderne online køber mere end de kunder, der besøger de fysiske genbrugsbutikker. De oplever også at nå ud til helt andre kunder end dem, der findes naturligt i lokalområdet. Det fortæller de i en pressemeddelelse.

Og det betyder, at den der ene rollespildragt, som genbrugsbutikken i Odense havde svært ved at finde en ny ejer til, hurtigt blev solgt, da først den blev lagt på rodekorsgenbrug.dk. Og i Esbjerg solgte den fysiske Røde Kors Genbrugsbutik et åbenbart helt specielt forklæde til en kunde fra Hellerup, efter det var blevet sat til salg online.

”Det er helt klart noget af det, der har gjort størst indtryk på de af vores butikker, som er kommet på webshoppen: at nogle af de mere unikke varer, de havde svært ved at sælge lokalt, nu kan finde en ny ejer fra hvor som helst i landet. De har simpelthen fået et nationalt udstillingsvindue for deres butik igennem webshoppen”, siger chef for Røde Kors Genbrug, Tina Donnerborg.

Hjælp til det digitale
Webshoppen, som 1. maj fylder to år, er etableret for at imødekomme de kunder, som Røde Kors Genbrugs markedsanalyse har vist foretrækker at handle online.

På nuværende tidspunkt er godt 20 af organisationens genbrugsbutikker koblet på webshoppen, hvilket er lidt færre end forventet, da webshoppen gik i luften for to år siden.

Men nogle butikker har været tilbageholdne med at dedikere sig til det digitale aspekt af genbrugsforretningen.

”Men fortællingen om de tydelige succeser har heldigvis spredt sig, og koblet med, at de enkelte butikker kan få øget digital assistance fra os her på landskontoret, betyder det, at der er flere og flere butikker, der viser interesse for at komme på”, fortæller Tina Donnerborg.

En helt ny type kunder
Rent praktisk foregår det sådan, at Røde Kors Genbrug på webshoppen både sælger varer fra centrallageret i Horsens, som pakker og sender varerne til kunderne, og fra de enkelte Røde Kors-butikker, som der findes 260 af fordelt over hele landet.

Butikkerne kan registrere varer fra deres fysiske butik på webshoppen, hvorefter kunderne køber dem online og henter dem i butikken.

Det betyder, at genbrugswebshoppen når ud til både flere potentielle kunder men også helt nye kundesegmenter, nemlig dem, som er vant til at handle online og nærmest forventer, at muligheden findes.

”Det sjove er, at når så de afhenter varen i butikken, så ser de jo, hvad der ellers er på hylderne, og det er der nogle, der bliver overraskede over. Det er en helt ny type kunder, som aldrig har sat deres ben i en genbrugsbutik før, men som pludselig ser mulighederne”, fortæller Tina Donnerborg.

Køber for flere penge online
På Røde Kors’ genbrugswebshop køber kunderne både mere og for flere penge end i de fysiske genbrugsbutikker.

Gennemsnitsprisen pr. samlet indkøb er mere end tre gange højere på webshoppen end i de fysiske butikker, og gennemsnitsprisen på den enkelte vare, som kunderne køber, er mere end fire gange så høj som prisen på de varer, kunderne køber i de fysiske Røde Kors-genbrugsbutikker.

”Det er en kundegruppe, som har en helt anden indstilling til genbrug. De vil gerne købe genbrug, og de vil gerne bruge penge på genbrug”, siger Tina Donnerborg.

Hun forventer, at der ved årets udgang vil være 40 af Røde Kors’ genbrugsbutikker på webshoppen.

”Heldigvis er der også en masse frivillige kræfter i butikkerne, som både er nysgerrige på og engagerede i den nye digitale dimension af genbrugssalget, og når de så ovenikøbet kan mærke, at det virkelig batter noget i salget, så er det jo ekstra sjovt at blive en del af.

Vi har også set, at muligheden for at arbejde digitalt som frivillig tiltrækker nye og lidt andre kræfter end vores dem, vi ellers kender som vores frivillige”, siger Tina Donnerborg.

Sidste år omsatte Røde Kors Genbrug for to mio. kr. på webshoppen.

I alt omsatte Røde Kors Genbrug for mere end 300 mio. kr. Indtjeningen fra Røde Kors’ genbrugssalg går til nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark og ude i verden. 

Anbefalet til dig