Dræbersneglene er tilbage: Slip af med dem med ét enkelt trick

Af: Alberte B. C.

|

10/07/2025

Have
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Sådan slipper du af med de slimede banditter i haven.

Lige nu læser andre også

Du har sikkert allerede opdaget det, når du går ud i haven med morgenkaffen: Snegleslim på fliserne og halvgnavede blade i bedene.

Dræbersneglene er tilbage, og det er nu, du skal handle, hvis de ikke skal overtage hele haven.

Seniorforsker Stine Slotsbo fra Aarhus Universitet, der har skrevet ph.d. om dræbersnegle, anbefaler en helt enkel taktik.

Sneglene skal samles ind med det samme, de dukker op, og derefter skal de klippes eller hakkes over.

Hun advarer samtidig mod at bruge salt, fordi det skader både planter og jord, og hvis du vælger kogende vand, skal det være spilkogende for at aflive sneglene hurtigt og humant.

Sneglene elsker regn og varme

Når vejret bliver lunt og fugtigt, kommer sneglene frem fra deres skjul, og det kan virke, som om de pludselig er overalt.

Men ifølge Stine Slotsbo er bestanden faktisk nogenlunde den samme år efter år, og i år er der tale om et gennemsnitligt niveau.

"Ud fra de meldinger, vi får i år, ligger vi dog på et relativt gennemsnitsligt niveau," siger Stine Slotsbo ifølge TV Midtvest.

Æggene skal findes

Finder du små, hvide sneglesæg, når du løfter en urtepotte, skal du ikke smide stedet væk eller ødelægge det.

Ifølge Hans Erik Svart, tidligere biolog i Miljøstyrelsen og ekspert i invasive arter, lægger sneglene nemlig æggene det samme sted igen og igen.

Det giver dig en fordel, fordi du kan tjekke stedet hver 14. dag, samle æggene og knuse dem.

"Andet ville være dumt," siger han.

På den måde kan du vinde den stille kamp mod sneglene og beholde din have grøn og frodig sommeren igennem.

Anbefalet til dig