Ingen ser det nødvendigvis udefra.
Men sporene sætter sig – i måden der elskes, sættes grænser, kæmpes og gøres plads til egne behov.
For dem der vokser op uden en stabil faderfigur, efterlader det ofte mere end bare tavse minder.
Uafhængigheden bliver nærmest urokkelig. Tidligt læres det, at intet kommer uden egen indsats – og behov lægges til side for at klare det hele alene.
Samtidig vokser en naturlig skepsis over for autoriteter. Hvis den første vigtige voksen svigtede, hvorfor skulle andre ikke gøre det samme?
Kritik kan føles som et slag i maven, selv når den er konstruktiv. Når anerkendelse mangler i barndommen, bliver selv små korrektioner til sår.
Mange søger derfor konstant bekræftelse – i kærlighed, venskaber eller på jobbet – som plaster på en usynlig mangel. Det fortæller Ouest-France i en artikel om adfærdsforskning.
Andre udvikler stærke beskytterinstinkter. En der har manglet tryghed, vil ofte gøre alt for at skabe den for andre. Og netop fordi der manglede en far, kæmpes der for at være den nærværende, forstående og faste voksen, som aldrig selv var der.
For nogle bliver maskulinitet en gåde. Hvad vil det sige at være mand, hvis forbilledet manglede? Svaret bliver ofte enten overkompensation eller total afvisning af kønsroller.
Relationer føles usikre, fordi nærhed engang var forbundet med skuffelse. Derfor holdes mennesker på afstand – for en sikkerheds skyld.
Men selv i det fravær gror noget kraftfuldt.
En modstandskraft.
En evne til at tilpasse sig, bære videre og drømme om noget bedre. Mange af dem, der voksede op uden, bygger selv stærke, kærlige familier – ikke på baggrund af, men på trods.
