Telefonen har allerede erstattet pung og kamera. Nu forsvinder boardingkortet også – i hvert fald hos Ryanair. Fra den 3. november 2025 bliver det slut med at vise et printet kort i lufthavnen. Fremover skal det hele foregå via mobilen, og check-in-skranken er på vej ud. Det fortæller The Mirror.
Ryanair bekræfter, at det nye digitale krav kommer efter år med stigende brug af mobilboarding.
Hele 60 procent af selskabets passagerer tjekker allerede ind online og scanner direkte fra deres telefon.
Hidtil har det kostet omkring 480 kroner ekstra, hvis der blev mødt op i lufthavnen uden boardingkort – en afgift der nu kan forsvinde med de nye regler.
Ifølge selskabets direktør Michael O’Leary er visionen at udfase de fysiske check-in-skranker helt. "Fra november 2025 vil vi kun benytte digitale boardingkort," lyder meldingen fra Ryanair.
Sådan gør de andre
TUI giver stadig mulighed for digital check-in, men reglerne afhænger af, hvilket selskab flyvningen foretages med. Er det en TUI-flyvning (TOM), kan der tjekkes ind online – men flyves der med samarbejdspartnere, skal deres regler følges.
easyJet anbefaler brug af deres app, men advarer om, at nogle lufthavne stadig kræver papirudskrifter. Blandt andet i Agadir, Antalya, Luxor og Marrakech er det nødvendigt at printe sit boardingkort – og ofte også at få foretaget dokumentkontrol inden sikkerhed.
British Airways tillader både print og mobil – også på Apple Watch. Alt afhænger af den specifikke afrejselufthavn.
Wizz Air holder fast i fleksibiliteten. Her skal boardingkortet dog stemples i skranken, hvis man rejser uden for EU – og fremvises senest 30 minutter før afgang.