BAUHAUS er særligt populær blandt danskerne.
Mange ser nemlig byggemarkedet som det sted, man skal besøge, hvis man skal i gang med et projekt i hjemmet eller haven.
Med alt fra materialer til havearbejde og renovering til julepynt og sæsonbaserede dekorationer har BAUHAUS etableret sig som et sted, hvor man kan finde inspiration og materialer til at skabe hyggelige og funktionelle omgivelser.
Og nu får kunderne endnu en grund til at smile.
Ny mulighed for kunderne
Når du besøger BAUHAUS i Tilst på Anelystparken 16, har du nu mulighed for at oplade bilen ved to nyetablerede 120 kW-ladestandere og to 240 kW-ladestandere svarende til otte ladepunkter.
Sådan skriver OK i en pressemeddelelse.
”Vi er rigtig glade for, at ladestanderne i Tilst er kommet i drift. Hos BAUHAUS Danmark tager vi ansvar for at skabe bæredygtige løsninger, der gavner både vores kunder og samfundet. Med de nye ladestandere i Tilst tilbyder vi en værdifuld service, der gør det muligt for vores kunder at oplade deres elbiler, mens de besøger varehuset," siger Kim Gravesen, der er økonomidirektør i BAUHAUS, og fortsætter:
"Samarbejdet med OK er et vigtigt skridt mod at styrke ladeinfrastrukturen, og vi ser det som en del af vores ansvar at bidrage til en mere bæredygtig fremtid for Danmark."
Flere lynladere på vej
De nye lynladere i Tilst er en del af en større aftale, hvor OK i samarbejde med sit datterselskab GodEnergi A/S opsætter ladestandere hos BAUHAUS. Der er planer om at etablere i alt 76 ladepunkter fordelt ved 12 varehuse.
"Sammen med BAUHAUS skaber vi nye muligheder for, at danskerne kan lade bilen op, mens de ordner deres indkøb - for vi tror på, at det er vigtigt for at gøre elbilisme mere attraktivt og tilgængeligt i hverdagen," siger Kenneth Risborg Korsgaard, OK’s markedsdirektør på e-mobilitet.
Alle besøgende kan få nem og hurtig adgang til ladestanderne via OK's app eller en integreret betalingsterminal til fysiske betalingskort. Der er ingen abonnementskrav, du skal blot downloade appen og starte opladningen.
Fakta om aftalen
Aftalen omfatter 38 lynladere med 76 ladeudtag fordelt ved 12 varehuse. Odense, Esbjerg, Glostrup, Roskilde og nu også Tilst har allerede fået idriftsat ladestandere, og de øvrige varehuse med udsigt til ladestandere er Gladsaxe, Valby, Kolding, Aalborg, Holbæk, Sønderborg og Vejle.
Som en del af aftalen får BAUHAUS også etableret ladestandere til sin egen bilflåde i år.