16- og 17-årige kan lovligt lægge øl, Breezere og mange færdigblandede cocktails på båndet i det lokale supermarked i Danmark, men det skal være fortid, hvis man spørger danskerne.
I en ny Voxmeter-undersøgelse siger 58,3 procent af danskerne, at det er et godt eller meget godt forslag at hæve aldersgrænsen for salg af alle typer alkohol til 18 år.
Det glæder Morten Skov Mogensen, der er generalsekretær i den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark.
”Det er meget positivt, at et klart flertal af danskerne bakker op om at hæve aldersgrænsen. Det viser en stigende forståelse for, hvor skadeligt alkohol kan være for unge, og hvor vigtigt det er, at vi som samfund tager ansvar,” lyder det fra Morten Skov Mogensen.
Opbakningen til en højere aldersgrænse for salg af alkohol kommer på et tidspunkt, hvor den internationale undersøgelse ESPAD (The European School Survey Project on Alcohol and Other Drugs) igen slår fast, at danske unge drikker mere og begynder tidligere end i andre europæiske lande. De er populært sagt europamestre i druk.
”Vi har en stærk forankret alkoholkultur i Danmark, så de unges alkoholforbrug kommer ikke fra fremmede. Det er en kultur, der skal ændres, og det tager tid, men et vigtigt skridt på vejen er rammerne, og her kan en 18-års grænse være med til at gøre en forskel,” siger Morten Skov Mogensen og understreger, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at unge under 18 år ikke drikker alkohol.
Vælgeropbakning på tværs af partier
Voxmeter-undersøgelsen viser samtidig, at der er bred opbakning til en 18-års grænse for salg af alt alkohol på tværs af de politiske partiers vælgere.
67,7 procent af Socialdemokratiets vælgere bakker op om forslaget, ligesom 61,6 procent af Moderaternes og 53,4 procent af Venstres vælgere.
”Det er bemærkelsesværdigt, at flertallet af regeringspartiernes vælgere er for en 18-års grænse, når selvsamme regering har indført, at unge på 16 og 17 år må købe alkohol med op til seks procent,” siger Morten Skov Mogensen.
”Jeg håber, at det giver regeringen og resten af Christiansborg anledning til at stoppe op og lytte. Danskerne er klar til forandring, og de yngre generationer fortjener, at der bliver taget affære,” fortsætter generalsekretæren i Blå Kors Danmark.
Fakta om undersøgelsen
Den repræsentative undersøgelse er foretaget af Voxmeter på vegne af Blå Kors Danmark.
1.022 respondenter har deltaget i undersøgelsen i perioden 7. maj til 16. maj 2025.