Navnet til det lille nye familiemedlem kan føles som det største valg i livet. Og nu viser Danmarks Statistik, hvilke navne der i 2024 gik lige i hjertet på nybagte forældre.
To nye førstepladser har vippet de tidligere favoritter hos både piger og drenge af pinden. Det fortæller TV 2.
Emma endte øverst blandt pigerne med 445 nyfødte, mens Oscar løb med sejren blandt drengene med 483. Begge navne er rykket op siden 2023, hvor Emma lå nummer fem og Oscar nummer tre.
Dermed blev Frida, der ellers toppede listen året før, vippet ned fra tronen, mens Carl måtte afgive førstepladsen hos drengene.
Midt i opgørelsen gemmer sig en overraskelse. Et navn, der emmer af græsk mytologi og styrke, har fået forældrenes opmærksomhed
Atlas er årets højdespringer blandt drengene og er sprunget hele 33 pladser op fra en plads som nummer 75 til nu nummer 42. Hos pigerne har Kaja haft samme fart på med en stigning på 21 pladser fra nummer 68 til nummer 47.
Men mens nogle navne stormer frem, falder andre bagud. Liva, Andrea, Rosa og Sofie er alle røget ud af top 50 blandt pigerne. Hos drengene er Villads, Leo og Christian ikke længere at finde blandt de 50 mest populære.
Listen viser, hvordan trends skifter lynhurtigt, og at navne, der før virkede uundgåelige i vuggestuen, nu er på vej ud i glemslen.
Det er dog stadig de klassiske, internationale navne, der holder stand i toppen – med Oscar og Emma som klare beviser på, at gamle favoritter aldrig helt forsvinder.