Donald Trump melder om fremskridt i forhold til konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Det sker efter et møde mellem USA’s Steve Witkoff og den russiske præsident, Vladimir Putin. Ifølge Trump var samtalen 'produktiv', og flere europæiske allierede er efterfølgende blevet orienteret om indholdet.
Mødet blev afholdt blot to dage før Trumps deadline for en våbenhvile i Ukraine, skriver Ekstra Bladet.
Derudover har Trump haft en telefonsamtale med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hvor øvrige europæiske ledere deltog.
“Vores fælles holdning sammen med vores partnere er helt klar - krigen skal stoppe. Og det skal gøres ærligt," skriver Zelenskyj på X.
Der er dog endnu ingen tegn på, at Rusland har til hensigt at acceptere en våbenhvile.
Trump har truet med nye sanktioner, hvis der ikke indgås en aftale inden fredag. Ifølge Reuters og AFP bekræfter en embedsmand, at 'sekundære sanktioner' stadig er i spil.
Onsdag skruede Trump op for presset ved at indføre 25 procent ekstra told på indiske varer som reaktion på Indiens køb af russisk olie.
Samtidig har Trump beordret to amerikanske atomubåde tættere på Rusland som svar på udtalelser fra den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev.
Om de mange tiltag vil få Rusland til at indgå en aftale om våbenhvile, vil kun tiden vise. Det lader i hvert fald til, at Trumps tålmodighed er ved at slippe op.