Der er visse varer, som kommer, forsvinder og efterlader et hul i hjertet hos dem, der nåede at smage.
NORMALs hypede "Everything Bagel" krydderi er én af dem.
Den har været væk fra hylderne, men nu er den tilbage – og det vækker glæde blandt fans af den berygtede blanding.
Den lille bøtte med låg indeholder en kraftfuld blanding af sesamfrø, sorte sesamfrø, birkes, hvidløg, løg og havsalt.
Ikke bare et almindeligt krydderi, men en ægte gamechanger, når maden trænger til et løft.
Kombinationen rammer noget helt særligt – både i smag og crunch – og det forklarer, hvorfor bøtten tidligere fløj ud af butikkerne.
Da NORMAL i januar delte en TikTok med introduktionen af krydderiet, var det en medarbejder, der satte gang i begejstringen med ordene:
"En agurk har aldrig smagt så godt", efter hun havde drysset det over en skive agurk.
Videoen greb fat i en online trend, hvor brugere eksperimenterede med alt fra æg til popcorn og toast, og "Everything Bagel" blev hurtigt en favorit på TikTok og Instagram.
Nu er det altså igen muligt at få fingrene i bøtten til 15 kroner, som NORMAL netop har annonceret i en Instagram Story.
Og reaktionen er til at tage og føle på – sociale medier summer allerede af gensynsglæde og nye idéer til, hvad krydderiet kan bruges på.