Det bliver en ganske stille tur, som de morgenfriske passagerer fra Sjælland til Samsø til kan opleve mandag morgen.
Nerthus træder ind i sejlplanen på turen klokken 07.45 fra Kalundborg, og det bliver den allerførste afgang med den helt nye elfærge.
Den helt tidlige morgentur fra Kolby Kås til Sjælland klokken 06.00 sejles af færgen M/F Fynshav.
Sådan skriver Molslinjen i en pressemeddelelse.
’Nerthus’ er egentlig bygget til Alslinjen mellem Bøjden og Fynshav, men da også søsterskibet ’Tyrfing’ er forsinket på det tyrkiske værft, har Molslinjen lavet en færgerokade, som sender ’Nerthus’ til Samsølinjen, hvor sommertrafikken er noget større.
Hjemvendt fra værftet i Tyrkiet for få uger siden, har ’Nerthus’ og skibets besætning været igennem et intensivt forløb med klargøring og myndighedssyn – men alt er forløbet godt, og skibet er nu godkendt til at påtage sig jobbet med at sikre samsinger og øens mange turister en batteridrevet færgeoplevelse på turen frem og tilbage.
”Det er altid en smule nervepirrende at få en helt ny færge hjem – og i dette tilfælde en helt ny slags elfærge, som ikke er set magen til herhjemme før. Så det er meget tilfredsstillende, at vi nu kan sætte færgen i drift”, forklarer Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus.
Søsterskibet ’Tyrfing’, som reelt skal til Samsø forventes til Danmark i efteråret – og så bytter de to elfærger og finder deres plads i de havne, som de oprindeligt er bygget til.