Selvom det længe har været standard, at flypassagerer skal betale ekstra for håndbagage, kan det snart være slut.
Et flertal i EU's transport- og turistkomité har nemlig bakket op om et forslag, der skal sikre passagerer retten til at tage mindre tasker og kufferter med ombord uden meromkostninger.
Forslaget handler konkret om at gøre håndbagage på op til syv kilo og en samlet størrelse på højst 100 centimeter gratis for alle rejsende i Europa.
Det vil i så fald gælde både indenrigsflyvninger og rejser til og fra EU.
Sådan skriver B.T.
Ifølge det norske medie VG har ønsket om ændringen været drevet frem af pres fra blandt andet forbrugerorganisationer og spanske myndigheder, der længe har kritiseret flyselskabernes varierende og ofte uigennemsigtige regler.
Ofte betyder det nuværende system, at passagerer ikke ved, om de skal betale ekstra, før de står i lufthavnen.
"Dagens afstemning markerer et vigtigt skridt mod en mere fair og gennemsigtig rejse," udtaler næstformand for EU-komitéen, Matteo Ricci, i en pressemeddelelse.
For mange rejsende vil forslaget være yderst velkomment, da udgifterne til håndbagage i dag kan være høje - særligt hos lavprisselskaber.
Flyselskaberne har til gengæld argumenteret for, at de selv bør kunne bestemme deres regler og priser.
Hvis lovgivningen træder i kraft, kan det få betydning allerede i juli, men det afhænger af, om medlemslandene stemmer for ved den kommende afstemning.
Samtidig advares der om, at forslaget kan have utilsigtede konsekvenser.
Ifølge Thomas Iversen fra det norske forbrugerråd kan det ende med, at de kunder, der i dag rejser med allermindst bagage, vil komme til at betale mere end før, da flyselskaberne muligvis vil forsøge at dække tabt indtjening på andre områder.
Hvordan det hele ender, vil kun tiden vise.