En ny undersøgelse har vist, at en lav score på 'Life’s Essential 8' (LE8) næsten kan fordoble risikoen for at udvikle atrieflimren.
Omvendt kan en høj score på disse otte livsstilsfaktorer reducere risikoen for denne potentielt livstruende hjerterytmeforstyrrelse og samtidig mindske dødeligheden generelt, skriver News Medical.
Atrieflimren er den mest almindelige form for hjerterytmeforstyrrelse, hvor hjertets forkamre slår ude af takt med hjertekamrene. Tilstanden rammer over millioner af mennesker verden og medvirker ifølge Express til cirka hver femte blodprop i hjernen.
Ifølge Stroke Association er disse blodpropper ofte mere alvorlige og medfører højere dødelighed og handicap. Atrieflimren er ofte uden symptomer, og derfor bliver mange aldrig diagnosticeret, før et slagtilfælde indtræffer.
Undersøgelsen blev offentliggjort i American Journal of Preventive Cardiology, hvor forskere fulgte 3.161 personer på 45 år eller derover i ti år. I løbet af perioden døde 424 deltagere, mens 410 blev diagnosticeret med atrieflimren.
Resultatet viste, at lav LE8-score førte til øget risiko for atrieflimren, mens høj score reducerede risikoen. En score midt imellem havde derimod ingen væsentlig betydning.
LE8 er et vurderingsværktøj udviklet af American Heart Association og fokuserer på otte daglige vaner, der kan forbedre hjertets sundhed:
Kost
Fysisk aktivitet
Nikotin
Søvn
Vægt
Kolesterol
Blodsukker
Blodtryk
Undersøgelsen viste, at vægt, blodtryk og blodsukker havde størst indflydelse på risikoen for atrieflimren. Søvn, kolesterol, rygning og fysisk aktivitet havde ingen markant effekt.
Forskerne håber, at resultaterne vil få sundhedspersonale til at integrere LE8-principper i deres rådgivning. De efterlyser også flere undersøgelser for at vurdere, om målrettede livsstilsændringer kan mindske risikoen yderligere.
For at opnå en høj LE8-score anbefaler American Heart Association blandt andet:
En kost rig på fuldkorn, grøntsager, frugt, protein, nødder, frø og ikke-tropiske olier
Minimum 2,5 times moderat eller 75 minutters intens motion om ugen
Undgå rygning
Sov mellem 7 og 9 timer hver nat
Bevar en sund BMI
Hold blodtrykket under 120/80 mmHg
Hold kolesteroltallet under 5 mmol/L