Studie slår fast: Sådan påvirker lakrids dit hjerte

23/03/2024

Jesper Bengtson

Foto: Shutterstock
Hvis du spiser masser af lakrids, bør du læse med her.

Mest læste i dag

Lakrids er at finde i de fleste slikskåle rundt omkring i landet, men det viser sig, at den søde fristelse har en skyggeside.

Ny forskning fra Sverige kaster lys over, hvordan moderate mængder lakrids kan påvirke blodtrykket og dermed hjertets sundhed. Fundet stammer fra et studie, der blev udført af forskere ved Linköpings Universitet, hvor deltagerne indtog lakrids indeholdende 100 milligram glycyrrhizinsyre.

I eksperimentet, som ligger til grund for studiet, deltog 28 frivillige, både mænd og kvinder i alderen 18-30 år, som over to uger indtog enten lakrids eller et kontrolprodukt med salmiak.

Det skriver dagensps.se.

Når deltagerne havde gjort det, skulle de holde pause i to uger, hvorefter de skulle spise den anden variant i to uger. Det gav forskerne en unik mulighed for at sammenligne effekterne af lakrids med et kontrolprodukt med salmiak.

Og resultaterne var opsigtsvækkende.

Blodtrykket steg med i gennemsnit 3,1 mmHg blandt deltagerne, da de indtog lakrids:

"I undersøgelsen så vi, at et dagligt indtag af lakrids indeholdende 100 milligram glycyrrhizinsyre hævede blodtrykket hos unge raske mennesker. Det er ikke tidligere vist med så små mængder lakrids", siger Peder af Geijerstam, læge og forsker ved Linköpings Universitet.

Fredrik Nyström, professor ved samme institution, tilføjede, at disse resultater bør lede til øget forsigtighed i forhold til anbefalinger og mærkning af fødevarer, der indeholder lakrids:

"Vores resultater giver anledning til at iagttage øget forsigtighed med hensyn til anbefalinger og mærkning af fødevarer med lakrids", siger Fredrik Nyström, professor ved Linköpings Universitet.

Anbefalet til dig