Sommeren lokker mange ud i skoven, men for flere hundrede danskere har en tur mellem træerne kostet dyrt.
Et enkelt bid fra en flåt kan ændre dit liv på få sekunder – og betyder for nogle, at de må sige farvel til bøffer, lam og svinekoteletter for altid.
På Allergicentret på Odense Universitetshospital ser de et stigende antal patienter, der efter flåtbid udvikler den livsændrende kødallergi.
Her er over 165 danskere, primært mænd, i behandling for allergien, der teknisk kaldes alfa-gal syndrom.
Mange af dem er jægere og folk, der færdes meget i naturen, og flere er landet akut med anafylaktisk chok efter at have spist kød.
Professor Carsten Bindslev-Jensen fra OUH slår fast, at sammenhængen mellem flåtbid og kødallergi er velkendt i udlandet, og patienterne selv kan ofte huske, præcis hvornår det gik galt.
"Det er nogle meget dramatiske reaktioner, vi taler om," siger han til TV 2.
Slut med bøffer og ostemadder
Allergien er lumsk, for symptomerne viser sig ofte først 4-8 timer efter et måltid med kød.
Derfor opdager mange ikke sammenhængen med det samme, og reaktionen kan udløses stærkere, hvis du samtidig drikker alkohol, dyrker motion eller er stresset.
Særligt udsat er du, hvis du bor tæt på skov, viser et dansk studie, der finder en øget risiko for kødallergi i takt med nærheden til skovområder.
Selvom alfa-gal endnu ikke er konstateret i danske flåter, mener forskere, at forbindelsen er svær at afvise.
For dem, der bliver ramt, er anbefalingen kontant: Hold dig fra okse, lam, svinekød og vildt – ofte resten af livet.
Nogle få reagerer endda på mælk og ost.
Vil du undgå flåterne, anbefaler eksperter, at du holder dig til stierne, bruger lange bukser, lyse farver og tjekker kroppen grundigt efter ture i skoven.
En fnugrulle kan være effektiv til at fjerne de små blodsugere, før de finder vej til huden.
Flåter kan også overføre borrelia og TBE, så uanset hvad er det en god idé at fjerne dem hurtigt, hvis du opdager én på kroppen.