Læger har tidligere advaret om en alarmerende stigning i tilfælde af tyktarmskræft blandt unge - muligvis relateret til forbruget af forarbejdede fødevarer.
Men det er dog ikke alt, for nu advarer eksperter også om en sjælden kræftform, der er stigende blandt millennials og Generation X.
Et nyt studie, offentliggjort i Annals of Internal Medicine, har afsløret, at antallet af tilfælde af blindtarmskræft er firedoblet blandt personer født mellem 1985 og 1990, ifølge Dana Schulz, der er blevet citeret af mediet BestLife.
De fleste tilfælde af blindtarmskræft er appendikulære adenokarcinomer (AA), som er ondartede og opstår i kirtelvævet i blindtarmen. De kan sprede sig og give symptomer, der ligner dem ved tyktarmskræft.
Selvom blindtarmskræft er ekstremt sjælden, viser nye data, at forekomsten er stigende og nu rammer 1 til 2 personer pr. million om året i USA.
En undersøgelse blandt næsten 5.000 personer diagnosticeret med appendikulært adenokarcinom har afsløret en uforklarlig stigning i blindtarmskræft blandt unge. Ifølge forskerne bag studiet kræver dette yderligere forskning for at forstå risikofaktorerne.
"Vi ved endnu ikke, hvad risikofaktorerne er for blindtarmskræft. Men at undersøge, om der er generationsbaserede effekter, kan hjælpe os med at samle brikkerne i dette komplekse puslespil," udtalte studiets hovedforfatter Andreana Holowatyji til Time.
Det vides derfor ikke, hvad der har ført til den store stigning i antallet af tilfælde blandt unge, der er født mellem 1985 og 1990.
Derfor er det også svært for eksperterne at advare mod specifikke ting, hvis personer fra denne generation vil gøre noget for at undgå at blive ramt af blindtarmskræft.
Som følge af dette, har de også opfordret til, at der bliver udført flere undersøgelser på området. Det kan medføre, at de kan finde ud af, hvad der har forårsaget den store stigning i antallet af tilfælde af blindtarmskræft.