Det britiske sundhedsvæsen er klar til at indføre en banebrydende blodprøve - en såkaldt 'liquid biopsy' - som giver nyt håb til patienter med lunge- og brystkræft.
Den innovative test, som er den første af sin slags i verden, analyserer DNA-fragmenter fra tumorer, der cirkulerer i blodbanen. Det gør det muligt for lægerne at udvælge personlig behandling hurtigere. Man forventer, at 15.000 patienter vil få gavn af testen hvert år.
Ved at identificere specifikke genetiske mutationer fjerner blodtesten behovet for traditionelle vævsprøver i mange tilfælde. Det reducerer ventetid og giver hurtigere adgang til målrettet behandling.
Testen vil i første omgang blive brugt til patienter med lungekræft, men myndighederne har bekræftet, at den også skal anvendes til brystkræftpatienter for at opdage flere genetiske varianter og vurdere, om patienterne kan få målrettet behandling.
Efter en forsøgsordning med 10.000 personer med ikke-småcellet lungekræft (den mest almindelige type) bliver testen nu udbredt, og der er håb om, at den i fremtiden kan bruges til andre kræftformer. Det skriver The Independent.
Det markerer et spændende gennembrud i kræftforskningen, men hvor godt kender du egentlig de grundlæggende fakta om lungekræft? The Independent har bedt en gruppe eksperter om at forklare hovedårsagerne og fremhæve 9 almindelige symptomer, som alle bør kende.
Hvad forårsager lungekræft?
"Lungekræft er en sygdom, hvor ukontrolleret cellevækst opstår i lungerne og fører til tumorer," forklarer Dr. Jenny Messenger, speciallæge i lungemedicin og almen medicin ved Nuffield Health Brighton Hospital.
"Der er mange mulige årsager, men den primære er rygning. Lungekræft kan også skyldes genetiske faktorer og forbindes med forurening, overvægt, asbest og visse kemikalier i arbejdsmiljøet."
Lungekræft diagnosticeres oftest med en CT-scanning af brystkassen, og tidlig diagnose er afgørende.
"Det kan være fristende at forklare ændringer med alderen eller en anden sygdom," siger Dr. Rachel Orritt, informationschef hos Cancer Research UK.
"Men det er vigtigt at kontakte lægen, hvis du bemærker noget, der ikke føles normalt for dig, eller som ikke forsvinder. I de fleste tilfælde er det ikke kræft, men hvis det er, gør tidlig opdagelse en stor forskel."
Her er 9 tegn på lungekræft, du ikke bør ignorere:
1. Åndenød
"Det kan være, at du bliver forpustet ved aktiviteter, du tidligere klarede uden problemer - eller har andre vejrtrækningsproblemer," siger Orritt.
2. Brystinfektion
"Et andet tegn er en brystinfektion, der bliver ved med at komme tilbage, ikke forsvinder eller ikke bliver bedre trods behandling," forklarer Orritt.
3. Langvarig hoste
"Det kan være en hoste, der ikke vil gå væk, eller som ikke reagerer på behandling. Det kan også være en forandring eller forværring af en hoste, du har haft i længere tid," lyder det fra eksperten.
4. Hoste med blod
"Det kan være blod i slim - også selvom det kun er en lille mængde," siger Orritt.
5. Træthed uden grund
"Det kan være, du føler dig udmattet, selvom du har hvilet dig - eller bliver træt ved aktiviteter, du tidligere klarede uden besvær," forklarer Orritt.
6. Vægttab uden grund
"Et andet advarselstegn er vægttab uden ændringer i kost eller aktivitetsniveau," siger Orritt.
7. Mangel på appetit
"Det kan være, at du ikke føler dig sulten som før, eller ikke har lyst til at spise lige så meget som normalt," bemærker Orritt.
8. Uforklarlige smerter
"Et symptom, som kan overraske og let overses, er skuldersmerter, der gradvist bliver værre. Konstante brystsmerter, der tiltager, kan også være et faresignal," siger Messenger.
9. Ændringer i stemmen
"Et andet mindre kendt symptom er hæshed eller stemmeforandringer, der ikke forsvinder efter fire til seks uger," siger Messenger.