Noget af det sidste man tænker på, når der skal gøres klar til ferie, er husets grønne beboere - men sommerens varme kan hurtigt forvandle dine fine stueplanter til knastørre skygger af sig selv, når ingen er hjemme til at passe dem.
Chrissie Handley fra Online Turf deler nu et simpelt trick, der hverken kræver vennebesøg eller dyre vandingssystemer. "Der er folk, der bruger gør-det-selv-vandingsmetoder til at drypvande planterne langsomt, så de holdes jævnt fugtige i stedet for at vande kraftigt og risikere, at fugten hurtigt fordamper," forklarer Chrissie til The Mirror.
Metoden handler om noget så banalt som en plastikflaske fra køkkenskabet. Flasken fyldes med vand, der prikkes huller i låget, og den sættes på hovedet ned i jorden. På den måde drypper vandet langsomt ud og holder jorden fugtig.
Ifølge Chrissie afhænger effekten dog af flaskens størrelse, og metoden rækker ikke altid til længere ferier. Her er det bedst at få en ven eller nabo til at vande regelmæssigt.
Ved korte rejser anbefales det at vande grundigt lige inden afgang. Jorden skal være så gennemvædet, at fugten når helt ned, da en overfladisk vanding hurtigt fordamper.
Gødning bør undgås op til ferien, da det kan forstyrre jordens balance og svække planterne. At dække potterne til frarådes ligeledes, da det kan skabe drivhuseffekt og få dem til at koge.
Skal ferien strække sig over flere uger, er den bedste løsning stadig hjælp udefra. Planterne kræver pleje, og hvis vennerne ikke er fødte plantepassere, bør instruktionerne ligge klar, så de grønne venner står lige så smukke ved hjemkomst.