Du skal ikke længere end over Atlanten for at finde en af de mest voldsomme smitteudviklinger i nyere tid. I USA buldrer kighosten frem, og eksperter slår nu alarm.
Flere dødsfald er allerede konstateret, og udviklingen får også danske sundhedsmyndigheder til at holde ekstra øje.
Ifølge det videnskabelige medie The Conversation blev der i 2024 registreret hele 35.435 tilfælde af kighoste i USA – fem gange så mange som året før.
Og det stopper ikke dér: I 2025 er antallet af smittede allerede dobbelt så højt som samme tidspunkt sidste år.
Mindst fire dødsfald – heriblandt to spædbørn – er blevet koblet til udbruddet.
Kighoste er særligt farlig for de yngste, som ikke kan vaccineres før seks ugers-alderen.
Derfor er det afgørende, at resten af befolkningen er beskyttet – både for deres egen skyld og for at skærme de nyfødte.
Epidemiolog Annette Regan fra University of California fremhæver tre forklaringer på den eksplosive udvikling. Den første er, at kighoste har en naturlig cyklus og topper hvert 2.-5. år.
Men hun peger også på ændringer i vaccinetypen og dalende tilslutning til børnevaccination som bekymrende faktorer.
"Vaccinationsraten er heller ikke så høj, som den burde være, og den er begyndt at falde hos børn siden 2020," skriver Regan ifølge B.T.
Herhjemme tilbydes børn vaccination mod kighoste som en del af det danske børnevaccinationsprogram.
Beskyttelsen er dog ikke livsvarig, og ifølge Statens Serum Institut kan symptomerne være både langvarige og alvorlige, med kraftige hosteanfald, hylende vejrtrækning og i nogle tilfælde opkast.
WHO vurderer, at sygdommen hvert år koster op mod 160.700 børn under fem år livet globalt.