Nogle gange er det de mest hverdagsagtige vaner, der viser sig at have størst betydning for vores helbred.
En ny storstilet undersøgelse fra University of Oxford peger nu på, at noget så simpelt som dine daglige skridt kan spille en afgørende rolle i kampen mod kræft.
Forskerne har gennem næsten seks år fulgt mere end 85.000 personer og analyseret deres aktivitetsniveau i forhold til risikoen for 13 forskellige kræftformer – herunder brystkræft, tarmkræft og kræft i blæren.
Resultaterne viser en tydelig tendens: jo flere skridt, jo lavere risiko.
Undersøgelsen dokumenterer, at personer, der går omkring 7000 skridt dagligt, har en 11 procent lavere risiko for at udvikle kræft sammenlignet med dem, der tager 5000 skridt.
Sådan skriver mediet Illustreret Videnskab.
Ved 9000 daglige skridt falder risikoen yderligere – med hele 16 procent. Efter dette punkt flader effekten dog ud.
Selv let motion som almindelig gang har en tydelig effekt, fremhæver forskerne.
Ifølge Aiden Doherty, forsker ved Biomedical Informatics på Oxford, gælder det også aktiviteter med lav intensitet:
"Folk, der ofte deltager i simple aktiviteter med lav intensitet, som fx at gå, har en lavere risiko for at udvikle kræft".
Studiet, som er udgivet i British Journal of Sports Medicine, viser desuden, at deltagere med det højeste samlede aktivitetsniveau havde op til 26 procent lavere risiko for kræft end de mindst aktive.
Det kræver altså ikke ekstrem træning – bare lidt flere skridt hver dag.